Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Bortfæstningens historiske Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ad fredelig Vej ved en ganske simpel omgaaende Bevægelse. Her
i Norden fulgte den i saa Henseende, saa vidt det lader, samme
Fremgangsmaade som i det øvrige Evropa. Da den ikke kunde
naa at faa den verdslige Fæstning erklæret for retslig ugyldig,
overtog den selv Faderens eller nærmeste Frændes Rolle og
besørgede selv verdslig Bortfæstning.
Naar dette er begyndt, lader sig ikke sikkert angive. Det var
og blev jo Enkelt-Tilfælde og blev aldrig helt Regel. Sandsynligheden
er dog for, at man tidligt er slaaet ind paa denne Vej.
Netop jo mere anset Kirken var, og jo vanskeligere det faldt
fyldestgørende at udføre Faderens eller nærmeste Frændes Hverv
med alle de dertil hørende Taler og Formularer, des nærmere
maatte det ligge at overlade alt dette til Stedets Gejstlige, der
havde saa mange Forudsætninger til at optræde som værdig
Talsmand paa Faderens Vegne. Ganske de samme Hensyn, der, som
vi ovenfor har set, i det 16de Aarhundrede og senere førte til at
bede Præsten være den ordførende, maatte langt tidligere have
ført til det samme.
Man henvendte sig ikke forgæves. Kirken var altid redebon.
Selv om det væsentlig var de samme Ord som ved den verdslige
Bortfæstning, saa fik de nu ligesom en dybere Bund. Og det gjorde
særlig Virkning, naar Præsten sluttelig tilføjede: " Hvad Gud haver
sammenføjet, skal intet Menneske adskille", eller naar han,
medens Haandknuden beseglede det skete, helligede denne ved at
læse et Fadervor. Hvad enten det lød paa Landets Tungemaal
eller paa det for Mængden Uforstaaelige Latin: Qvod Deus
conjunxito. s. v. og Pater noster! saa havde det noget eget højtideligt
ved sig. Med fin Takt foreskrev ikke Rituale Romanum nogen
aldeles fast Formular ved denne Lejlighed, men overlod det til
Kirketjeneren selv alt efter Tid og Forhold eller de enkelte
Landsdeles Sæd at vælge de rette Ord[1].
At Bortfæstningen dog ogsaa under denne Form endnu kun
var en verdslig Handling, som Præsten blot havde paataget sig
at udføre, betegnedes ved den Skik, der holdt sig lige ned til
Reformationstiden: at den foregik udenfor Kirkedøren, idet kun
Præsten stod i denne, Parret og Forsamlingen udenfor
[2]. Men i
Norden som i Syden ønskede Kirken at drage den helt indenfor
Døren og gøre den til en ren kirkelig Handling. Vi har allerede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
