Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 9. Bortfæstningens historiske Udvikling
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ikke Døden medførte en saadan, den overlevende maatte ikke
gifte sig paany.
Disse Bestemmelser forekom selv Pavemagten saa haarde, at
man fandt det rettest samtidigt at løsne Baandene lidt paa et
andet Punkt. Innocens den Tredje hævede Forbudet mod
Ægteskab imellem beslægtede i syvende Led og indskrænkede det til
det fjerde Led[1].
Heller ikke dette Angreb var i Stand til at omstyrte de
nordiske Retsforhold. Vel er det sandsynligt, at det kan have haft
til Følge, at de tidligere saa hyppige Skilsmisser nu
indskrænkedes; men eet ophævedes ikke, det var den overlevendes Ret
til at indgaa nyt Ægteskab efter Ægtefællens Død. Paa
dette Punkt maatte Romerkirken vige. Den indskrænkede sig
til at forbyde Præsterne, under Straf af Embedsfortabelse, at
lyse Velsignelse over Enkemænd eller Enker, naar de giftede
sig paany. Men den opnaaede ligesaa lidt at faa det andet
Ægteskab erklæret for retsligt ugyldigt som overhovedet at faa
kirkelig Vielse erklæret for nødvendig til et Ægteskabs Retsgyldighed.
Hvad Kirken selv mente i saa Henseende var dog klart nok og
kommer f. Eks. tydeligt frem i en Beslutning som denne paa
Kirkemødet i Oslo Aar 1436: "Ingen Mand eller Kvinde, som
indtræder i andet Ægteskab, bør modtage Kirkens Velsignelse,
med mindre den ene af Ægtefolkene, eller begge, ikke i det
første Ægteskab have modtaget Velsignelsen, thi da skal den
meddeles dem i det andet. De Præster, som med Vidende velsigne
det andet Ægteskab, have derved forbrudt deres Embede og
kunne kun løses fra denne Brøde af deres Biskop"[2].
Rent retslig set var da Romerkirken ved Middelalderens
Slutning ikke naaet væsentlig videre frem i sit Forsøg paa at inddrage
Ægteskabet under sit Magtomraade. Endnu gjaldt det samme som
ved Kristendommens Komme til Norden: Ægteskabets
Indgaaelse var en verdslig Handling, der fuldbyrdedes ved
den verdslige Fæstning. Den Vielse, som Kirken havde at
byde, var et Efterspil, hvis Betydning Kirken kunde anslaa saa
højt, som den vilde – den var og blev dog kun en unødvendig
Godkendelse af det alt fuldbyrdede.
Men hvad Kirken ikke opnaaede i aaben Tvist med den
nordiske Retsbevidsthed, det tilegnede den sig, delvis i det mindste,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
