Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 1. Bekendtskab. Forbudne Ægteskabsgrader. Nattefrieri. Valg af Ægtefælle for en anden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
under Struensees Regimente, at man oplevede det Særsyn, der
vakte ikke ringe Forargelse og lydelig Indsigelse fra Sjællands
Biskop, at Enkemænd erholdt kongelig Tilladelse til at ægte deres
afdøde Hustrues Søster[1].
I det 16de Aarhundrede stred altsaa Ægteskab mellem
Næstsøskendebørn mod saavel de bestaaende Love som
Befolkningens Rets- og Sømmelighedsbegreber. Det er ikke uden
Interesse at se, hvorledes Datiden søgte at udtrykke sin Afsky
herfor, og hvilke forfærdelige Følger den tænkte sig, hvis sligt
blev tilstedt. Luther kunde ikke forestille sig nogen anden Grund
til slige Forbindelser end lav Havesyge. "Nu vil vore gerrige
Bønder og Adelen gerne ægte deres nærmeste Slægtning for
Gods’ Skyld ... Derfor forbyde vi det. Men hvis nu til Dags en
kom og af Barmhjertighed begærede en fattig Pige til Ægte, selv
om hun var ham beslægtet i tredje Led, ham vilde vi tilstede
det"[2]. Endnu ejendommeligere er Niels Hemmingsens Forsøg
paa at forklare Grunden til Forbudet mod Ægteskab mellem
Næstsøskendebørn: "Hvor det skeer, blive mange Partier, saa at
de, som er baade Slægt og besvogrede sammen, holde til Hobe
og sætte sig imod dem, som de ere ikke udi Slægt med og
bebundne med udi Svogerskab, hvoraf man paa det sidste maa
forvente Oprør, Mord og Landsfordærvelse. Jeg vil ikke foregive
Eksempel, fordi de store forstaa mig vel og forfare hos sig selv,
at det er saa, som jeg siger. Denne Skade kan afværges, naar man
ikke maa tage sin Hustru inden tredje Led ... Naar en derimod
faar sig en Hustru af fremmed Folk, da bebindes han til hendes
Slægtninge ligesaa som til sine egne, og mange sammenbindes udi
stort Venskab tit og ofte af et Ægteskab. Havde det været
sømmeligt her udi Riget, at hver Mand maatte gifte sig med sin
Farsøsters eller Morsøsters Datter, da havde det uden Tvivl gaaet
saa til for længe siden, som det gaar til udi Stranden: hvor de
store Fiske æde de smaa op, saa at den, som mindre er, maa altid
made den, som større er"[3].
Niels Hemmingsen var iøvrigt, da han nedskrev disse Betragtninger,
i en meget vanskelig Stilling. Skøndt Lovens Ord jo var
tydelige nok, og det at ægte sit Næstsøskendebarn af
Kirkeordinansen selv betegnedes som Brud paa den "Høviskhed og
naturlige Blysomhed til Slægten, som her til Dags af vore Forfædre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
