Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Julen - 3. Fastelavn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
"Søndagen næst efter tyvende Dag Jul" hedder det f. Eks. i
Christiern Pedersens Postille[1],
og i Sverige og Norge synes det at have været det almindelige at
regne Julen til den trettende Januar[2].
Endnu i Slutningen af det
18de Aarhundrede hedder det fra Norge: "Den trettende Januar eller tyvende
Dag Jul har først Julen fuldkommen Ende". En vis Forvirring gav
det, at man i Sverige ligesom i Danmark kaldte Julens sidste
Dag "Skt. Knud" og lod denne "drive Julen ud", men satte den
til den trettende Januar, saa at Skt. Knuds Dag i de to Lande
kom til at betegne to forskellige Dage med kun en Uges
Mellemrum[3]. Om Lysten til fortsat Julemunterhed vidner det gamle
Ønske: "Jul til Paaske!", hvilke Ord endog gik over i den
sædvanlige Julehilsen, der kom til at lyde: "Gud signe eders Jul!
Jul til Paaske! "Hvo der undlod, naar han traadte ind i et Hus,
paa denne Vis at hilse de tilstedeværende, udsatte sig for at faa
"Balderone"[4].
Samme Ønske er udtrykt i Hjertesukket:
Det var ikke at laste,
At Julen vilde vare til Faste[5].
Alt maatte imidlertid have en Ende. De sidste Spor af Julen
forsvandt, naar man nogle Dage efter Skt. Knud paa den
saakaldte "Brokke- eller Bryggemisse"6 fortærede alle Levningerne,
skaarne smaat og kogte sammen til en ubestemmelig Blanding.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>