Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3. Fastelavn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
varede i otte Dage. Forstaaeligere blev Ordet, naar det fik Lov
at udtrykke, hvad man samledes til i disse Dage: et fastslaaet,
muntert Lag. "Faste-Lag" skreves da og udtaltes vistnok ogsaa
Navnet som oftest i det 16de Aarhundrede. I Sverige har denne
folkelige Ordforklaring vundet Hævd og Navnet "Fastlag" holdt
sig indtil vore Dage[1].
Fastelavn var en Fest, der savnede religiøs Kerne. Den
hedenske Fest for Vaaren og Frugtbarheden, som synes at have
ligget til Grund i Norden, var forlængst glemt, og de ældgamle
Skikke for en Del sunkne ned til blot betydningsløse Løjer. I
deres Velmagtstid havde de været en kærkommen Arv for den
kristelige Fastelavn, der i høj Grad trængte til Indhold. Denne
Højtid var nemlig i Virkeligheden ikke Mindefest for noget, men
kun en af Kirken taalt Sum af Narrestreger, en Erstatning for
al den Munterhed, der ikke fik Lov at give sig Luft under
Fastetiden.
For saa vidt skulde man tro, at Fastelavnsfesten maatte faa sin
Bane ved Reformationens Indførelse. Faste i gammeldags
Betydning hørte jo nu op. Ikke blot tillagde man ikke denne
Bodsøvelse noget Værd i og for sig, men man blottede ubarmhjertigt
alle de Misbrug, der under Fastens Navn havde vundet Indpas.
En Skik f. Eks. som den, at lade en anden faste for sig, stod nu
i sin fulde Latterlighed. Endnu for en Snes Aar tilbage kunde
det i al Alvor hedde i Dronning Christines Regnskabsbog: "Gav
jeg seks fattige Folk hver l Skilling at købe Fastekost for og
faste for min Frues Naade, som min Frue mig selv befol"
[2]. Og
det kunde siges til Hertug Frederiks og hans Gemalindes Ros:
"Hans fyrstelige Naade fastede om Fredagen og Fyrstinden om
Lørdagen, eller de lod Fattigfolk her i Sognet faste for sig og
belønnede dem derfor"[3].
Alt sligt og mere til vejredes nu bort. Thi simpelt og
forstaaeligt lød Kirkens Ord: "I vide vel, at I ikke ere forbundne til at
faste den ene Tid om Aaret mere end andre Tider, ikke mere
før Paaske end efter Paaske". Ikke er det heller at faste at
æde Fisk og ikke Flæsk, at æde Brød og intet Smør derpaa ...
det er en Løgnefaste, en Munkefaste, en Djævelfaste, og der
tales aldrig om den Faste en Tøddel i Skriften". "Faste er
Hunger, Hunger, Hunger. Der vor Herre Jesus havde fastet, da
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
