Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Julen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Mellemspil. Det var Hestefesten paa anden Juledag. Oprindelsen
hertil maa vistnok søges i AsadyrkningensTid eller maaske endog
længere tilbage. Sikkert er det, at Hesten havde været Guden
Freys hellige Dyr[1].
Som saa meget andet var imidlertid dette
gaaet i Glemme og fremtraadte i hvert Fald nu i kristelig
Forklædning. Medens Skikkene uden Tvivl var de gamle, kaldtes
nu den religiøse Hovedperson ikke længere Frey, men Steffen,
efter Set. Stephanus, anden Juledags Helgen, den første Martyr.
Hvorlidet denne end havde med Heste at skaffe, maatte han
overtage Freys Rolle og optræde som Hestenes Skytshelgen. I
god Tro sang man i Danmark:
Sankt Stefan han rider de Foler i Vand,
Alt ved den lyse Stjerne:
"For vist er nu Profeten fød",
"Som frelse skal al Verden".
I Sverige gik man videre og vidste, at Stephanus havde været
Stalddreng hos Kong Herodes:
Staffan han var en stalledräng,
– Hollt dig väl, folan min!
Han vattnade folarne alle fem.
– Hjelp Gud och Sancte Staffan!
Saavel fra England som fra Tyskland haves Vidnesbyrd om,
at Stephanus ogsaa der ansaas for Hestenes Skytshelgen
[2].
Festens sædvanligste Form synes at have bestaaet i et
Vædde-ridt i den tidlige Morgenstund til et fælles aftalt Vandingssted.
"Sankt Stefan han rider de Foler i Vand, alt ved den lyse Stjerne".
I Sønderjylland var det, i det mindste senere, Skik, at den, der
kom først, fik en Gevinst og kaldtes "Stefan[3]". I
Telemarken brugte man først at ride omkring Gaardens Huse, inden man red
omkap til en Brønd midt i Bygden; Ridtet kaldtes her: "ride om
Hus[4]". Ærkebisp Olaus Magnus beretter, at i det 16de
Aarhundrede overgik Øster- og Vestergøtland alle andre Landskaber i
Norden ved den Iver, hvormed man her drev Vædderidtet. Trods
Aarstidens Forhindringer samledes Indbyggerne langvejs fra, og
Kapridtet foretoges ofte milevidt over tillagte Søer og Elve
[5] (Fig.17).
Hvad der kan have bidraget sit til at gøre Hestene muntre,
var, at man brugte at give dem det Øl at drikke, der var levnet
i Kanderne Juleaften[6]. Et Minde om de med Festen forbundne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
