Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Julen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sig hjem og al selskabelig Sammenkomst paa denne Dag at have
været bandlyst. I Småland var det endnu i det 18de Aarhundrede
Skik paa første Juledag at løbe eller ride i Firspring fra Kirke
[1].
Den tilgrundliggende Tanke var vistnok den, at Julens og
altsaa Aarets første Dag skulde være viet Hjemmet. Julens første
Dag stillede alle indenfor den enkelte Husstand lige. Festens
senere Dage bredte Ligheden til det hele Bygdelag. Spor af denne
ældgamle Opfattelse har holdt sig i Norden indtil vore Dage. Vel
betragtes i Byerne kun Juleaften som Hjemmets Fest, men paa
Landet, især i Norge og Sverige, holdes der fremdeles strengt
over, at man første Juledag skal forblive hjemme og den festlige
Tilstelning gælde alene Husets Folk; Besøg paa denne Dag anses
for usømmeligt[2].
Om Forholdene i Nørrejylland hedder det:
"Første Juledag holder Folk sig altid hjemme, og da besøger de
ingen. Slet ingen maa gaa i Byen; den Dag er fredet. Hvis der
kommer fremmede paa denne Dag, bliver de truede med at faa
"Fiskevandet" (Vandet, hvori Fisken var kogt) slaaet i Hovedet
[3]".
Med sligt for Øje vil det forstaas, hvilken uhyggelig
Dobbeltbrøde Bonden Aasen fra en af Bygderne ved Trondhjem begik,
da han ikke blot forsømte Gudstjenesten første Juledag, men
tillige paa denne Dag begyndte at fare om til Driks hos sine
Grander. Som Præsten Hr. Niels i Alstahoug Aar 1571 udførligt beretter
til sin Embedsbroder, Hr. Absalon Pedersøn i Bergen: Straffen
udeblev ikke. Thi da samme Bonde paa fjerde Juledag efter endt
Drikkelag hos en Nabo gik til Søs, saa han, at der sad en Trold
ved Styret, uden Hoved og med et Hul i Brystet, saa at man
kunde se tværs igennem ham. Denne Trold nødte ham til at
stige i Land en Fjerdingvej fra Gaarden ved en Høbod, og her
kom straks en Hob onde Kompaner til, der bød ham enten at
følge med dem til Helvede eller at give dem et af sine Lemmer.
Han maatte da selv med egen Økse afhugge sin ene Haand, og
kom først langt om længe i en ynkelig Forfatning til Hjemmet.
Hans Folk fulgte siden Sporet i Sneen lige til Høboden og fandt
der ganske rigtig den afhuggede Haand, saa at dette med meget
mere, som han skriftede for Præsten Hr. Sigvard, førend denne
gav ham Sakramentet, viste sig alt at være sandt[4].
Mellem Julehøjtidens tvende Hovedafsnit, Festen for den
snævrere og for den videre Kres, foregik der et ejendommeligt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
