Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Julen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gjorde de Holdt og raabte: "Vagt i ho!"[1]. Denne Vagttjeneste var,
selv om den gik paa Tur, terrjmelig besværlig, og den Fristelse
laa nær, at falde ind undervejs hos Venner og Bekendte.
Beskrivelsen af et "rundt Gæstebud" i Bergen i Julen 1563 ender
derfor ogsaa med følgende korte, men malende Angivelse: "Der kom
og Julevagten ind. De fik nok"[2].
Hele Norden over gjaldt den Form for Julefred", at saa længe
Julen varede, skulde alle Retstrætter hvile[3], og i Hjemmet maatte
intet Arbejde foretages undtagen det aldeles nødvendige, som
Kvægets Fodring og lignende. Alt Brænde til Huset skulde være
hugget i Forvejen. Særlig Sky nærede man for Sysler med
hjullignende Bevægelser, som at spinde, vinde Garn, bore med Bor,
der antoges at ville forvolde baade den, der udførte dem, og
Gaardens Besætning Skade. Julen igennem troede man nemlig,
at Solen selv holdt sig i Ro, intet andet maatte da heller bevæges
rundt[4]. Et betegnende Eksempel paa denne Skræk anfører en
Forfatter fra omtrent Aar 1700, idet han fortæller om en
Bondekone, der, da hendes Pige før Helligtrekonger vilde røre ved
Rokken, fór til og sagde: For Guds hellige Døds Skyld, spind
ikk nu! Jeg har ikkun een Ko, den vil jeg ikke miste"
[5]. Lignende
Overtro har holdt sig baade i Jylland og paa Sjælland indtil vore
Dage[6].
Et ganske eget Udtryk fik "Julefreden", idet den udstraktes til
Dyrene tillige. Saalænge Julen varede, skulde Mennesket holde
Fred selv med sine Arvefjender: Ulve, Bjørne, Rotter, Mus og
end ikke udæske dem ved at nævne dem ved rette Navn, da
ingen kunde vide, hvo der var klædt i saadan Ham. "Ved
Juletid forvandles Mennesker til Ulve", siger Olaus Magnus, og de
udføre meget ondt". For at sikre sig skulde man derfor kalde
dem med fremmede Navne, Ulven: "Graaben", Bjørnen: "den
gamle i Pelsen", Musene: "de smaa graa", eller "Tede",
Rotterne: "de store" eller "de langrumpede" osv. Vanskeligt stedt
var man med Familjenavnet: "Mus". I Havdrup Sogn paa
Sjælland brugte man endnu ved Midten af det 18de Aarhundrede at
kalde den derværende Præst, Hr. Laurids Muus (d. 1778), hvert
Aar, saalænge Julen varede: "Hr. Tede"[7].
En Forvalter af samme
Navn i Jylland kaldtes i Julen: "Forvalter Uting". Endnu ned til
vore Dage nærer man paa Landet i Jylland Sky for i Julen at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
