Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2. Julen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nævne blot Ordene Loppe eller Lus. De skal kaldes "de sorte"
og "de graanakkede", "ellers blive de myndige"[1].
I Vestergötland har man langt ned i det 19de Aarhundrede,
ikke blot hos Almuen, men ogsaa blandt de mere dannede, fulgt
en mærkelig Fremgangsmaade mod Rotterne. Set. Thomasdag,
den 21de December, den Dag, da Julefreden blev sat, var tillige
Opsigelsesdag for Lejere og Jordbrugere. Man behandlede da
Rotterne, hvis de havde været for slemme i Aarets Løb, som
andre Lejere og Brugere og sagde ligeledes dem op paa Set.
Thomasdag. Derfor kunde man høre Husmødre i Aarets Løb, naar
Rotterne plagede dem for stærkt, sige: "Her bliver ikke andet
for, vi maa sige dem op til Thommesmesse". Selve Opsigelsen
frembød dog store Vanskeligheder. For at have ret Magt, skulde
den helst forkyndes dem af en "edsvoren". Man anvendte da
hertil gerne gamle Soldater, der ad denne Vej fik en lille, meget
kærkommen og højst fornøden Bifortjeneste. Især brugtes ofte
"gamle Gustafson", der havde tjent i Hæren 1813-15 og, som
han selv udtrykte det, "varit med och satt Apoleom på ena oja"
[sat Napoleon paa en Ø]. Med Hat paa Hovedet, Stok i Haand
og vigtig Embedsmine gik han paa Set. Thomasdag Stuerne
rundt i mange Gaarde og forkyndte Rotterne deres Opsigelse.
Men desværre krævede "lovlig Opsigelse" tillige en anden
Betingelse – og her møder vi den fælles nordiske Folketro – den
skulde være særlig "høflig". Var der mindste "Uhøflighed" i
den, mistede den i samme Øjeblik sin Kraft. Det var sikkert
denne yderst vanskelige Blanding, der saa ofte berøvede
Forkyndelsen dens Magt, saa at Rotterne i de fleste Gaarde trods
Opsigelsen vedblev at husere som tilforn. Mange opgav da
Anvendelsen af den "edsvorne". En Barndomserindring fra
Vestergötland henimod Midten af det 19de Aarhundrede lyder derfor
saaledes: "Jeg mindes, hvorledes jeg halvt undrende, halvt leende
fulgte min Moder gennem hele Huset paa en Rotteopsigelse, ved
hvilken hun ikke rettede sig efter anden Regel end blot at "være
høflig imod dem"[2].
Jo nærmere Julen kom, des større Forstyrrelse og Uro
herskede der i Huset. Ikke blot skulde jo alt det fornødne af Mad
og Drikke være til Stede, men alt Indbo skulde vadskes og
pudses til det nye Aar, og sluttelig Væggene "drages" eller de sodede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
