Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Klædedragtens Stof og Farve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dorothea af Mansfeld til den danske Prinsesse Anna, idet hun
samtidig oversender hende en rød Underkjole[1].
Under Pesten Aar 1588 skrev Johan den Tredje af Sverige til
sin Søn Sigismund: "Vi have fornummet, at iblandt andre ædle
Stene skulle og Smaragder og Hyazinther have en stor Kraft
imod Pest, og fornævnte Hyazinther endda mere end Smaragder,
endog de i Værd agtes mindre. Vi raade derfor, at Vor kære Søn
ville beflitte sig paa nogle Hyazinther, jo flere og større desbedre,
hvilke Vor kære Søn altid kan bære paa sig nær Livet, efterdi
det er et aldeles godt og forsøgt Præservativ"[2].
Henrik Ranzau meddelte sine Sønner følgende gode Raad mod
Beruselse: "Jeg bruger altid at bære en stor Amatyst paa Brystet,
da nogle holder for, at den hjælper imod at blive drukken, fordi
den ikke tillader Vædskerne at stige op til Hjernen. Det
forekommer mig, at den hjælper".[3]
Med langt større Sikkerhed kunde han dog udtale sig om andre,
paalideligere Virkninger af Guld og Ædelstene: "I skulle altid
have i Eders Hænder Koraller, Rav, vellugtende Pulver eller
kostbare Ædelstene. I skulle bære Ringe med Smaragder og
Safirer. Stundom skulle I putte en Amatyst i Munden eller noget
Krystal, en Granat, noget rent Guld og Sølv, eller noget meget
hvidt Sukker. Thi stor er vel Urternes Magt, men større er de
ædle Stenes, der sikkert er udrustede med hemmelige
Kræfter"[4].
Under Saadanne Omstændigheder var det indlysende, at: "det
at drikke af Guld- og Sølvbægre har ikke liden Betydning for
Sundheden, ligesom det ogsaa er gavnligt at slukke glødende
Guld eller Sølv i Drikken"[5].
Men var alle disse kostbare Sager gode til udvortes Brug, skulde
det dog være højst besynderligt, om de ikke ogsaa var det til
indvortes. Man forsøgte virkelig at anvende dem saaledes. Aar 1545
fandt den berømte, tyske Læge, Dr. Johan Megabachus, paa at
tillave en Olje af Rav, og denne vandt hurtigt Ry som
Lægemiddel. Blot et Par Draaber i et Bæger Vin havde de
mærkværdigste Virkninger. Men dyr var den; et Lod kostede tyve Kroner.
Dog, hvad var dette imod Kostbarheden af de andre
Lægemidler! Perletinktur og Amatystvand kostede jo over 200 Kroner.
Da Pave Clemens VII Aar 1534 blev meget syg, anvendtes flere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
