Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 10. Klædedragtens Stof og Farve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Aarhundredet forud gaaet en lang Række af Regerings-Forbud,
der ikke havde virket en Smule mere. Det 16de
Aarhundrede var Luksus-Lovenes Tid. Man begyndte i Frankrig, og alle
de øvrige Lande fulgte med. I Frankrig udstedtes alene i de en
og tredive Aar 1545—76 ikke mindre end otte vidtløftige Love
imod den stigende Overdaad i Klædedragt[1]. Selve deres Antal
viser deres Magtesløshed.
I Norden tog Frederik den Første alvorligt fat Aar 1528. For
at "afskaffe den Guds Fortørnelse over det hoffærdige
Klædebon" forbødes det Adelsmænd og deres Hustruer og Døtre at
have mere end tre Par Silkeklædninger hver. Ingen maatte mere
købe Bliant og Gyldenstykke; Perlekjortler skulde helt afskaffes
og ligesaa de brede Dame-Bonnetter. Hullet, hvorigennem hele
Forordningens Indhold skulde drysse ud, var imidlertid tydeligt
angivet i Forordningen selv. Den tillod nemlig at slide – hvad
der alt var tilskaaret og perlestukket[2]. En Snes Aar efter, da
Virkningerne ret skulde vise sig, var ogsaa Forordningen i den Grad
ude af Kraft, at Alverden gik med Bonnetter, Perlekjortler
brugtes som tilforn, og Regeringen selv tillod alle "Kræmmere" i
København at handle med Bliant og Gyldenstykke[3].
Aar 1547 udstedtes der en ny kongelig Forordning. Denne
Gang lod man Gud være udenfor, men gav til Gengæld
Bestemmelserne et mere folkeligt Snit ved at meddele, at de var tagne
"efter den menige Adels Begær". Disse selvfornægtende Sjæle
havde bedt om, at det fremtidig maatte være dem og alle andre
forbudt at bære Gyldenstykke, Bliant, Sølvmor, Perler eller
Guld- og Sølvsnore paa Klæderne. Hvo, der gik med sligt, skulde
have Dragten forbrudt til nærmeste Hospital. Dog var det en
Selvfølge, at Kongen, Dronningen og deres Børn skulde være
undtagne. Ligeledes maatte Dronningens Jomfruer gaa med
Guld- og Sølvstykke, dog kun "den Stund de er i Gaarden og ikke
længere".
Til Løn for denne Opofrelse skulde Adelen saa have den
Nydelse, at det blev alle borgerlige forbudt at gaa med Fløjl,
Damask eller Silke. Alt sligt skulde straks afleveres til nærmeste
Hospital. Kun maatte de ugifte, unge Piger – man mærke
"menige Adels" Galanteri – bære en lille, koket "Fløjls-Bindike"
paa Hovedet[4].
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
