Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 21. Jordpaakastelse. Verdslig Mindetale. Klage over Drab. Niels Ulfstands Begravelse. Signet tilintetgøres. Testamente og Gældsbreve oplæses over Graven. Arv og Gæld
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at det antog netop denne Form. Men det stod ikke alene. Det
dannede selv kun et Led i et større Hele: Forsøget paa at
gøre Begravelse til en blot verdslig Handling. Romerkirken
havde med Held bekæmpet denne Tilbøjelighed. Nu brød den
frem paany og formede hele Resten af den kirkelige Begravelse
til en Handling, der langt snarere hørte hjemme paa et
Tingsted end i en Kirke.
Thi næppe havde den Mand, der "skød den afdødes Skudsmaal",
endt sin Tale med en Tak til alle, der havde vist den afdøde
den sidste Ære, førend alt med eet fik en anden Lyd. I den
verdslige Talers sidste Ord var der endnu noget, der klang
kirkeligt, i hvert Fald snirkligt høfligt som Ord af en, der
havde lært af en Gejstlig at tale pænt: "Lader denne
Dannekvinde eder allesammen ærligen og kærligen takke for den
Umage og sidste Kærligheds-Tjeneste, som I have hendes kære
Husbond bevist og fulgt hannem til sit Lejersted. Hun med alle
hans gode Venner og Forvante vil saadan Ære, Umage og
Velgerning mod alle og hver især forskylde, baade udi slig og
anden Maade, naar dennem tilsiges. Og efterdi de dødes
Begravelse er og regnet iblandt Miskundheds-Gerninger, skulle
I visseligen vente eders Belønning for denne Miskunds-Gerning,
saavel som for andre, som gøres udi Troen paa Jesum Kristum,
vor Herre"[1].
Som det vil ses, gik Taleren her af
lutter Høflighed saa vidt, at han ikke blot lovede talrigt
Følge ved hver af de tilstedeværendes Begravelse, men endnu
paa katolsk Vis betegnede det at følge ved Begravelse som en
Art "god Gerning", der kunde vente sin Belønning. Han syntes
villig til at udvide Skriftstedets Ord: "Jeg var nøgen, og du
klædte mig, jeg var hungrig, og du gav mig at spise, jeg var
syg, og du besøgte mig", endog til "jeg var død, og du fulgte
ved min Begravelse".
Men næppe var "Skudsmaalets" sidste Ord forstummede, førend
det hele fik en ganske anden Lyd. Kirken blev til et Tingsted,
den døde til en blot retslig Person, Graven ikke til Indgangen
til et nyt Liv, men det Endepunkt, hvor Læsset med alle hans
Ejendele maatte vende og køre tilbage, da Vejen ikke førte videre.
Dette nye Optrin indledtes gerne med, at en ved Graven
oplæste den afdødes Testamente, hvorved altsaa Spørgsmaalet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
