Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 18. Ankomst til Kirken. Ligprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var et Instrument, der maatte gaa fremad i Fuldkommenhed.
Tidens Krav og den stærke Konkurrence virkede hver især
fremmende. Allerede 1566 udtalte Fyns Biskop sig med
Uforbeholdenhed om, hvorledes en Ligprædiken burde være.
Der burde i den "gives den døde et godt og kristeligt
Vidnesbyrd efter Personers Vilkaar". Af hans Levned og hans
Endeligt burde især fremhæves, "hvad derom til Gavns kan siges
uden Smiger og Øjentjeneste, hans efterladte Venner til Trøst
og andre til et godt Eksempel". "Er der og noget iblandt om
hans Levned og Endeligt, som mere kan være til Forargelse end
til Opbyggelse, da skal det enten af kristelig Kærlighed
skjules og fornufteligen gaas forbi, eller kristelig forbedres,
efterdi den naadefulde Gud selv skjuler Syndsens Mangfoldighed."
– En saadan fælles Bestaaen kunde imidlertid være betænkelig og
nedsætte Prøvens Værd i Menighedens Øjne. Det vilde dog være for
galt, om visse fynske Herremænd, dér ikke bestilte andet om
Søndagen end at gaa paa Jagt, drikke og gøre Nar ad Præster,
skulde kunne regnes blandt dem, "der blive bestandig til Enden,
paa hvis Salighed er intet at tvivle udi nogen Maade". Bispen
opstillede da for saadanne – om end med behørig Forsigtighed,
thi den Slags Fyre var ikke til at spøge med - en Udsigt til en
Art Meniges anden Klasse med Hensyn til Ligprædikener. "Om
hine aabenbare Guds Foragtere og Nimrods Staldbrødre (om
saadanne nogensteds findes, det Gud forbyde!), som ikke komme
til sand Pønitense og faa et saligt Endeligt, skal langt
anderledes tales og handles, andre til et Eksempel, at de kan
raades til Gudsfrygt«[1].
Skøndt Bispen her følte sig beføjet til at antyde, at der selv
under Ligprædikenernes Silkepels fandtes Kløer, kan enhver sige
sig selv, at det ikke var disse, der udvikledes under den nye,
forfinede Kultur. Tværtimod. Udviklingen gik sin rolige,
ustandselige Gang i Retning af Lovtaler, kristelige Lovtaler,
over den afdøde. Kirken opfyldte herved kun sin ypperste Pligt:
at forberede til Himmerig. Ved Fødselen tvættede den i Daabsens
Vand alle de smaa Spirer rene for Arvesynd. Ved Døden rensede
den i Ligprædikenen alle de voksne Knolde for Verdens Smuds,
rede til Omplantning i Himmerig. Allerede Aar 1624 havde denne
kirkelige Generalafvaskning naaet en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
