Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 18. Ankomst til Kirken. Ligprædiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Yderlighed, som maatte gøre Statsmagten betænkelig. Det kunde
jo nemlig ikke være denne ligegyldigt, om alt, hvad der hed godt
Navn og Rygte, naturligt Omdømme, almindelige moralske Begreber,
opløstes og afløstes af dette kirkelige Kalkvand, tjenligt til
Pudsning for hvadsomhelst. Aar 1624 befalede Christian IV,
at alle Bisper i Danmark og Norge alvorligt skulde tilholde
deres Præster at holde Maade i "Opregneisen af afdødes Levned
og Bedrifter". Som Tilstanden nu var, var deringen Forskel paa
dem, der virkelig havde ført et gudeligt Liv og gavnet
Fædrelandet, og paa andre. Præsterne "tilbragte nu en stor Tid i
deres Ligprædikener unyttelig" ved at opregne den afdødes Liv
og "Legender" og berømme mere end sømmeligt er. Det skulde
derfor tilholdes dem ikke at gaa videre og imod bedre Vidende
"udføre mere, end Sandhed kan taale". De burde tværtimod "anse
det Sted, paa hvilket de staa, kaldede dertil af Gud, og hvad
dette Sted udkræver"[1].
Det er kun lidet troligt, at selv et Tilhold som dette har haft
nogen blivende Virkning. Strømmen bar ustandselig fremad i en
og samme Retning. Der krævedes Lovtale, og den blev ydet. Gik
en eller anden ondsindet eller paa Dril mod Skik og Brug,
passede man nøje paa og kaldte ham for Retten. Det blev f. Eks.
Sognepræst Hans Kruse i Helsingør en ubehagelig Historie, at
han i Ligtalen over Kirsten Pedersdatter havde oplæst en Tekst
af Josva Bog om Rahab, "som i Skriften nævnes en Skøge". Han
blev indstævnet af de efterlevende, og der maatte mange gode
Ord til, førend den Sag blev forligt[2].
Det vil heraf være klart, hvor meget Værd der i de Ligprædikener
fra hine Dage, som er bevarede indtil nu, bør tillægges de
historiske Beretninger, især hvad der meddeles om vedkommendes
Sindstilstand og religiøse Anskuelser. Det gaar de fleste Læsere
her paa samme Maade. Straks tiltales man baade af Datidens
fyndige Sprog og af den dybe, inderlige Religiøsitet, hvorom der
i dette enkelte Tilfælde synes at være Tale. Men lidt efter lidt
bliver man opmærksom paa, at det meste heraf ikke gælder denne
bestemte Person alene, men er staaende Udtryk, der næsten
enslydende stadigt vender tilbage, hvem der saa tales om, en Art
Façon for gejstlig Gengivelse af, hvorledes det er passende at dø.
Og med Forundring
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
