Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 6. Sjæleringning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ringes med Maade, een Gang. Der er ofte forgæves klaget herover,
som over saa meget andet"[1].
I Hertugdømmerne var Christian IV
1636 ikke naaet længere frem, end at han dette Aar kunde paabyde,
at Sjæleringning over Børn under tolv Aar - kun maatte ske med de
smaa Klokker[2]. I Sverige derimod
fastsloges ved Luksusforordningen af 1664 Sjæleringning som noget tilladeligt,
dog maatte den ikke vare længere end en halv Time.
For Danmarks Vedkommende udtaler Præsten Peder Syv i Aaret 1695, at "Sjæleringning" var gaaet af Brug "for nogle Aar siden"[3].
Og i Christian V’s Danske Lov hedder det ganske rigtig ogsaa, at
"Klokkerne paa Landsbyen ikke maa ringes, naar nogen dør, men
først naar Liget skal begraves" (2-22-40). Men Fanden var
lumskere end som saa. Han narrede baade gejstlig og verdslig
Øvrighed. Han forstod ypperligt, at man under Enevælden burde
optræde paa en anden Maade end forhen. Man skulde blot lade
Skikken skifte Navn og saa erhverve en kongelig Resolution for
dens Tilladelighed. Der forklaredes da nu, at Klokkeringningen
kun skulde tjene til Underretning om, at en i Sognet var død.
Under denne Form fik Skikken Regeringens Støtte. For Læsøs
Vedkommende f. Eks. stadfæstedes ved kongelig Resolution af
31de Marts 1738 Beboernes gamle Skik "at ringe med Kirkens
Klokker straks naar nogen dør – for at gøre det kundbart for
den ganske Almue"[4]. Om Forhold nu til Dags i
enkelte Egne af Nørrejylland hedder det: "Det første, som maa
gøres, er, at en Mand eller to sendes op til Kirken for at
ringe over den døde, om da Solen ikke er gaaet ned, i saa
Fald næste Formiddag, en Times Tid over en voksen og gift,
kortere over Børn. Jeg mindes ikke noget særligt Navn til
denne Ringning; nu er det vel nærmest en Bekendtgørelse for
de omboende, at et Menneske i deres Kreds har udstridt.
I den romerske Kirkes Tid var det "Sjæleringning".[5]
Noget lignende fandt i det mindste for kort Tid siden Sted
baade i Sønderjylland[6] og i Norge[7].
I Sverige derimod er i flere Egne baade Navnet bibeholdt, og
den gamle, uforfalskede Tro bevaret ind i det 19de Aarhundrede.
I Smaaland f. Eks. "själaringes" straks ved Dødsfald[8].
I Skaane ligesaa, og man mærker sig Klokketonernes Bedømmelse
af den afdøde[9]. I Blekinge kommer endnu "de langtborte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
