Full resolution (TIFF)
- On this page / på denna sida
- 6. Sjæleringning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
boende løbende med Tungen ud af Halsen for at faa ringet for den
døde, thi denne faar ingen Ro, førend der er sjæleringet for ham.
Det er ikke usædvanligt at se Manden selv ringe Sjæleringning
for sin Hustru"[1]. I Wärend (det sydlige Smaaland)
"lægges straks paa den døde "Guds Ord" eller "Bog" (Salmebog)
og Staal, i Reglen en Saks til Værn mod urene Aander. Disse
hellige Ting borttages først, saa snart man hører Klokkerne ved
Sjæleringningen. Hjertet bliver ikke koldt paa den døde, førend
Klokkerne have lydt"[2].
*
Naar Regeringen i Danmark og Norge saaledes kort efter
Reformationens Indførelse forbød Sjæleringning, var den dog
ikke selv ganske overtydet om, at Klokkeringning over afdøde
indtil Begravelsen ikke havde nogen afværgende Magt. Det
kongelige Forbud var lige saa meget et Udtryk for, at Kongen
forbeholdt for sig og sine den Forret at værnes efter Døden
ved gentagen Klokkeringning. I den katolske Tid havde det
været Skik, at enhver for gode Ord og Betaling kunde faa
ringet over den døde, saa længe denne var ujordet. Da
Begravelsen dengang foregik meget hurtigt efter Dødsfaldet,
vilde dette sige, at der blev ringet tre Gange: 1) paa selve Dødsdagen
"Sjæleringningen" i snævrere Forstand, 2) naar Graven
aabnedes, og 3) naar ved Begravelsen Graven lukkedes over den
døde. At man forbandt den Tro med disse Ringninger, at de ikke
blot var en Æresbevisning, men virkelig gavnede den døde, kan
ses af, at et af de mange Skrifter fra Reformationens
Gennembrudstid retter følgende Indvending mod Romerkirken: "Lyden
af Kirkeklokker kan hverken ophæve begaaede Synder eller forøge
den dødes Retfærdighed"[3].
Saadan tredobbelt Ringning holdt sig efter Reformationens
Indførelse i Danmark flere Steder uforstyrret, f. Eks. i
Roskilde og Nørrejylland. Da man blev opmærksom herpaa, blev
denne papistiske Uskik forbudt i Kongebreve af 24de August
1576 og 9de juli 1578[4]. Kun paa Begravelsesdagen
skulde Klokkeringning være tilladt. Naar i de følgende Aar
"Sjæleringning" paataltes, var det da gerne under den Form:
Lensmanden klagede over, at der "ringes mere end een Gang
for Lig"[5]. Men
[1] I. I. Öller: Beskr. öfver Jemshögs Sochn i
Blekinge. (Wexiö 1800.) S. 242.
[2] Hyltén-Cavallius: Wärend och Wirdarne.
I. (Stockh. 1864.) S. 457.
[3] Jo. Alpini Pinacidion de Romanæ
Ecclesiæ imposturis etc. (Sine loco et anno. Fortalen: Hamborg
1530.) 8vo. Bl. D. 5.
[4] Kirkehist. Samling VI. 391. -— Secher:
Forordninger II. 21 og 106. —- H. Rørdam: Danske Kirkelove II 268 og
285.
[5] Kirkehist. Saml. VI. 379.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Sat Dec 9 19:03:32 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/dagligt/14/0074.html
