Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 15. Jesu Lære bliver Læren om Jesus. Stjernetydning. Treenighedslære og Djævlelære besætter Kristendommen. Kærlighed afløses af Tro. Med Kirkens Sejr er Oldtiden omme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Guds Kærlighed under Datidens Forudsætninger blev betegnet
som Lærens Indhold, var dennes Dødsdom udtalt. Naar nemlig
uendelig Kærlighed hældtes i saa skrøbelig en Beholder som
en Lysets Gud, der havde sin Modsætning i Mørkets Gud,
Djævelen, saa maatte, selv om det hele tættedes ved
Treenighedslæren, Indholdet bryde igennem og Formen
sprænges. Hvor maatte ikke en saadan Gud føle Smerte over
sit eget ufuldkomne Værk, Verden, der var endt i Synd! Og
det hjalp ikke, at han hengav sin Søn, sig selv, som Offer
for at frelse den, thi Djævelen kunde dog aldrig vindes. Kunde
han det, saa havde det hele jo kun været en Farce og Guds
Menneskevorden unødvendig. Nej, naar Tanken om Gud som
Kærlighed gennemførtes, maatte nødvendigt i den evige Kærligheds
Indre bestandigt tone den bitreste Selvanklage, Skaberen maatte
pines af Skrigene fra Helvede, den guddommelige Kærlighed selv
brænde ud i Smerte, saalænge blot en eneste endnu kunde sige:
Min Gud, min Gud, hvi har du skabt og forladt mig!
Naar Kærligheden var udbrændt, hang paa Korsets Stillads
kun forkullede, udbrændte Fortidsrester tilbage, saaledes
den ældgamle, raa Forestilling om en Hævnens Gud, der, da
han ikke kunde faa Ram paa sin Modstander, Djævelen, dræbte
sin egen Søn, for at – Retfærdigheden skulde ske Fyldest.
Oldtidens Udvikling var hermed gaaet i Knude. Den var endt,
hvor den var begyndt, med Menneskeoffer til Mørkets Magter,
og denne Gang var det Gud selv, der ofrede sin
menneskeblevne Søn til Sone for det onde.
Her syntes ingen Udvej aaben. Thi enten var Gud almægtig,
og saa var der ingen Djævel. Eller ogsaa var der en Djævel,
men saa var Gud ikke almægtig. – Og Dag og Nat afløste
uafbrudt hinanden, uden at give Svar. Lysets Gud forblev
sammenkoblet med Mørkets.
Forgæves søgte fromme Mennesker at komme Gud til Hjælp ved
at erklære hele Verden for et Intet, et Skin, der kun
opretholdtes ved Guds bestandigt gentagne Skaber-Bliv. Den
sunde Fornuft saa Sagen klarere: Af Verdenshallens tre
Bestanddele havde Gud fremdeles kun den ene, Himmelloftet
inde. Djævelen havde hele Stuen og Kælderen, Helvede, inde,
og det var ikke lykkedes Gud ved at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
