Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 12. Epikur. Stoikerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at ramme det rette. Derfor skal Mennesket udbrænde hver
uforstandig Egendrift i sig: Vellyst, Begær, Sorg og Frygt og
roligt lægge alt i den store Faders Haand. Men desforuden skal
det netop som selvbevidst Enkeltvæsen gøre sin Frihed gældende,
i Daad øve Dyd, flammende udtrykke sit eget Væsen, der er eet
med Guds Aand. Thi det enkelte Menneskes Liv er ikke blot
bestemt af Forholdenes omgivende Kugle, men er som Midtpunkt
deri selvvirkende og selvdannende.
Denne Menneskets dobbelte Opgave viser sig i sin Tilspidsning
overfor et enkelt Forhold, Døden. Fra een Side set er jo Døden
den mest afgørende ydre Tilskikkelse, som Forsynet sender, og
burde derfor afventes med selvhengivende Ro. Men fra en anden
Side set er Døden som Livets frivillige Afslutning den
ypperste Frihedsytring, der staar til Menneskets Raadighed.
At begaa Selvmord er Menneskets Forret frem for Dyret. Det,
at berøve sig selv Livet, er da den højeste Prøve paa,
hvorledes der er levet. Sker det blot i omsløret Rædsel, er
det et Udtryk for et ubehersket Sinds Forvildelse. Men sker
det efter moden Beslutning for at hævde sin Frihed, saa er
det skønt og berettiget, som Kunstnerens sidste Mejselslag,
hvorved han fuldender sit Kunstværk. Thi ligesom det er
ædelt at ofre Livet for en anden, for en Ven, for Staten,
saaledes er det ædelt at ofre det for sig selv. Til Grund
ligger da en klar Forstaaelse af, at Livet ikke er et Gode
i sig selv, men ligesom Smerte, Lyst og alle andre ydre Ting et
ligegyldigt, et "Adiaphoron".
Stoikerne gik vidt baade i Anvendelsen af dette Middel og i
Godkendelsen af de Bevæggrunde, der maatte anses for
berettigede. Fra Stifteren Zeno og hans Efterfølger
Kleanthes ned til Cato, Brutus, Cassius o. s. v. strækker sig
en lang Række af Mænd, som frivilligt valgte Døden. Seneca, der
dræbte sig paa Neros Befaling og saaledes fik sit Ønske fra sine
Velmagtsdage opfyldt: selv at maatte vælge sig den letteste Død,
anfører som tilstrækkelige Grunde til Selvmord: Alderdomssvaghed,
uhelbredelig Sygdom, Tyranni, som man ikke paa anden Vis kan
unddrage sig, kort enhver ydre Hindring, der tilintetgør vor
sædelige Frihed. Under slige Forhold har man Lov at vælge sig
sin Dødsrnaade med samme Ret og Frihed, som man vælger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
