Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 12. Epikur. Stoikerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ens egen Natur kan komme til frit at raade. Dette sker ved at
tøjle Lidenskaberne, der ikke er andet end løsslupne Drifter,
ledte vild ved en Fejlslutning. Gerrighed f. Eks. beror jo blot
paa en fejlagtig Mening om Penges Værd. De Fejlslutninger, der
leder Driften vild, kan indslaa fire Veje. Ufornuftig Mening om
et Gode fremkalder, naar dette antages for nærværende: Lyst,
naar det antages for tilkommende: Begær. Ufornuftig Mening om et
Onde fremkalder, naar dette antages for nærværende: Sorg,
tilkommende Frygt. Men Lyst, Begær, Sorg og Frygt skal alle kues,
for at Menneskets egen Natur, dets egen Drift frit kan virke.
Hvad er da Menneskets egen Natur, Driften i hver enkelt? Den er
ikke blot en tilfældig Drift, men en indre Lov. Thi hvert
Menneske er en Del af den hele omgivende Natur, og for saa vidt
det lystrer Fornuften i sig, følger sin egen Natur, lystrer det
Fornuften i den store Natur, lystrer det Gud. Idet Mennesket
gør sin egen Frihed gældende, er det eet med Gud. Dette er den
højeste, den eneste sande Lyksalighed.
Denne Lyksalighed er sig selv nok, den fremgaar umiddelbart af
at handle ret og kan end ikke øges ved at blive ved. Dydens,
Lyksalighedens to almindeligste Ytringsformer er Retfærdighed
og Menneskekærlighed. De bør, uafhængigt af Følgerne for os
selv, vises mod alle. Thi alle Mennesker er Lemmer af eet
Legeme, alle Mennesker er Brødre, idet de alle paa samme Vis
har Gud til Fader. Ingen er da saa ringe, at han jo har Krav
paa din Kærlighed og Retfærd. Selv Slaven er et Menneske og
har sin Ret overfor Dig.[1]
Hele Verden udgør altsaa en Enhed. Gud er dens Sjæl, dens
Fornuft, det overalt virkende Forsyn. Sjæl og Legeme er dog
ikke her forskellige. Thi Verden er selv Gud, for saa vidt
den kun er en Mangfoldighed af Former for det ene Urstof.
Dette brændende Urstof, denne oprindelige Ild er Fornuftens
Yderside, er Gud, thi der er ingen Forskel mellem materielt
og aandeligt, Guds Aand er Flamme.
Idet Mennesket er sat som et selvbevidst Enkeltvæsen i denne
Verden, har det en dobbelt Opgave. Dels skal det, saaledes som
vi har set, bøje sig for Helheden, for den store Naturorden,
Forsynets vise og kærlige Styrelse, der altid veed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
