Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 12. Epikur. Stoikerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
et Skib til Rejse, et Hus til Beboelse.[1] Man forlader Livet, ligesom man forlader et Gæstebud,
naar man synes, at det nu er paa Tide; man skiller sig ved Livet som
ved et Klædebon, der trænger til at aflægges.
Er der et Liv efter dette? Her skorter det Stoikerne paa klart
Svar. Med lige Ret kan man antage, at den i Mennesket bundne Del
af det Hele ved Døden atter glider over i dette Hele og altsaa
udviskes som Enkelthed, eller omvendt, at den en Gang tændte
Frihedsgnist fremdeles vedbliver at brænde som selvstændigt
virkende, lille Midtpunkt. Seneca f. Eks. udtaler sig i begge
Retninger. Han trøster en Moder, der begræder Tabet af sin Søn,
med, at Døden gør Ende paa alt, ogsaa paa ens Lidelser, "den,
der ikke længere er til, kan heller ikke være ulykkelig".
"Døden er i sig selv intet, og gør alle Ting til intet." Men
længere hen i samme Brev siger han: "Nu er din Søn ført hen til
de fjærne, høje Steder, hvor han taler med de salige Sjæle og
er sammen med Scipioner og Catoner og andre, der har foragtet
dette Liv. Dér, Marcia! omfavner din Fader sit Barnebarn, glad
ved at se ham omstraalet af Klarhed, og forklarer ham
Stjernernes Løb" o. s. v.[2]. Og i et andet Brev til en Ven søger
han at bibringe denne Glæden ved Livet, der forestaar: "Hin Dag,
Du frygter som den sidste, er en Evigheds Fødselsdag, sku den
frimodigt imøde! Tænk, naar en Gang Naturens Hemmeligheder vil
oplades for Dig, Mørket briste, og Lyset, det reneste Lys,
gennemstraale Dig! Da vil Du erkende, at hernede har Du levet
i Mørke".[3]
Denne Vaklen i Opfattelse bør dog ikke være et Udtryk for
vekslende Frygt og Haab, men kun et Tegn paa, at Spørgsmaalet
om Udødelighed egentlig er Stoikeren ligegyldigt. Det er ham
nok at vide, at den Vises Lyksalighed ikke forøges ved at vare
ved, Evighed er ikke rigere end Nuet, og at det inderste Selv
i enhver er eet med Gud.
Ikke blot Mennesket bærer Præg af Forholdet mellem Midtpunkt
og Hele. Det samme gælder Gud. Gud er paa een Gang "Vor Fader"
(parens noster), der er "hos og i os",[4] men tillige
den hele Verden. "Vil Du kalde ham Naturen – Du har ikke Uret."
Og ligesom Forholdet mellem Midtpunkt og Hele hos Mennesket
tilspidses i Spørgsmaalet om Selvmord, paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
