Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
38
at han kunde beskrive den fysiske fornemmelse ved en
hængning. Han fandt alene en viss trøst i den overbevis
ning, at selve dødsøieblikket ikke kan have været forbundet
med hverken rædsel eller smerte. Hans egen tidligere op
levelse kom ham her til hjælp, — dengang han saa lige
ind i svælget til bjørnen, som skulde til at hugge sine tæn
der i begge hans tindinger paa én gang. ,Den drev klørne
paa sin vældige pote ind i min skulder, men jeg følte ingen
smerte. Jeg laa under den og saa ind i dens varme, store,
vaade mund, med de hvide tænder. I sit hastverk, eller
af overophidset appetit, gjorde den et prøve-glæfs oppe i
luften over mit hode og aabnede atter munden, rød og
vaad, dryppende af savl. Jeg saa det, og jeg erindrer, at
jeg følte ingen frygt. Jeg saa med det ene øie lige borten
for dens mund, en strimmel blaa himmel mellem purpur
farvede skyer, og jeg tænkte paa, hvor skjønt det var
deroppe.“
Tolstoi, som før Sofia Perovskis henrettelse laa vaagen
om nætterne og saa tydelig for sig, hvorledes hun lagde
sit hode i rebets løkke, hvorledes hun uvilkaarlig virrede
med hodet, til hun fik løkken lige under struben, og hvor
ledes stolen, som hun stod paa, blev trukket bort, og rebet
klemte strubens bløde bruskvæg lige mod den haarde
nakkehvirvel, saa blodet pludselig strømmede hende til
hodet og hele hendes legeme sitrede i krampe, — Tolstoi,
som i søvnløse nætter havde ligget med kvælningsfornem
melser og seet for sig dette syn, fik ikke ro og fred i sin
sjæl, før han havde overbevist sig om, at selve døden,
naar den først kommer, ikke er grufuld. Alting blir da
mat, og alt det, som foraarsager skræk, ophører at brøle
over ens hode, og sjælen er let tilmode og har fred.“
M Sandsynligvis“ — tilføier Tolstoi — w føler lammet,
som knases af ulvens tænder, eller fuglen i slangens mund,’
ikke andet end de mennesker, under hvis fødder bøddelen
skyver stolen bort.“
Men oplevelsen af denne henrettelse [som forøvrig
foregik langt fra Tolstois hjem] og af tsarens kloge og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
