Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første afsnit. Leo Tolstoi og hans livsverk - 1. En levnets-skisse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
37
hvad de andre vilde gjøre; men jeg, stakkars undersaat,
vilde være Deres hund og Deres slave. Jeg vilde graate
af sindsbevægelse, hvergang jeg hørte Deres navn nævne,
som jeg graater nu“ . . . .
Man kan ikke bekjæmpe de revolutionære mennesker
ved at dræbe og tilintetgjøre dem. Det er ikke deres an
tal, som er farligt, men deres ideal. Deres ideal er : tilstrække
ligt livsophold for alle, og frihed og lighed. Forat man kan
bekjæmpe dem, maa dette ideal mødes med et andet ideal,
som er høiere end deres, og som indbefatter det i sig.“ . . .
Der er én af tre veie at gaa: Den første er den,
simpelthen at straffe og undertrykke revolutionære forsøg
med den størst mulige strenghed. Denne vei har været
forsøgt. Den kan ikke hindre, at bevægelsen vokser. Den
anden vei er liberalismens vei: at indkalde en forsamling
af folkerepræsentanter og give Rusland en fri forfatning,
og desuden vise størst mulig mildhed.“ Tolstoi tror, at
ogsaa denne vei har været forsøgt og har vist sig ikke at
vinde frem til folkelykke og fred (nemlig hos de vester
landske folk, som ogsaa havde sine anarkistiske massemord
og sin indre og ydre ufred). Den tredje vei er kjærlig
hedens, tilgivelsens vei, den at gjengjælde ondt med godt.“
Det er, mener Tolstoi, den vei, som den vesterlandske
kultur ikke endnu har forsøgt, men som Rusland maa for
søge. Han, som netop havde opdaget den altomfattende
menneskekjærligheds usigelige lykke, er overbevist om, at
ingen vil kunne modstaa tilgivelsens og godhedens magt :
Som voks foran ilden, vil alle revolutionære følelser
smelte foran den menneske-keiser, som fuldbyrder Kristi
lov.“
Tsar Alexander den tredje fik virkelig læse dette mer
kelige brev, men svarede diplomatisk, at hvis det havde
været folk, som havde tilføiet ham selv uret, havde han
kunnet tilgive dem. Men han havde ikke ret til at lade
være at straffe dem, som havde myrdet hans far.
De fem domfældte blev hængt. Og Tolstoi selv op
levede henrettelsen saa overordentlig levende i sin fantasi,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
