Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
252 JACK LONDON
være meget træt, De har arbejdet haardt og godt. Jeg er stolt
af Dem, Maudl«
»Ikke halvt saa stolt som jeg af Dem og ikke med halvt saa
megen Grund,« svarede hun og saa mig lige ind i Ansigtet,
medens hendes Øjne lyste og straalede med en usikker Glans
som jeg ikke havde set før, og som jeg ikke rigtig forstod, skønt
det sendte en varm, dirrende Følelse af Glæde gennem mine
Aarer — jeg ved ikke selv hvorfor. Saa slog hun Øjnene ned,
løftede dem igen og lo.
»Tænk om vore Venner kunde se os nul« sagde hun. »Se
paa os! Har De aldrig givet Dem Tid til at tænke paa, hvordan
vi ser ud?«
»Jo, jeg har tit givet mig Tid til at tænke paa, hvordan De
ser ud,« svarede jeg, mens jeg grundede over, hvad jeg havde
set i hendes Øjne, og hvorfor hun pludselig skiftede Emne.
»Vorherre bevares!« raabte hun. »Og hvad ligner jeg saa,
om jeg maa spørgel«
»Et Fugleskræmsel — det nytter ikke at nægte det!« svarede
jeg. »Se bare paa Deres tilsølede Skørter med de mange
trekantede Rifter. Og saadant et Liv! Der behøves ingen Sherlock
Holmes for at opdage, at De har lavet Mad ved Lejrilden, for
ikke at tale om Deres Tranfabrikation. Og den Hue, den Huel
Og det er virkelig Forfatterinden til »Å Kiss Endured«!«
Hun gjorde et lille, elegant Kniks for mig og sagde: »Og
hvad Dem angaar ,min Herre . . . .«
Og dog var der under de fem Minutters spøgefulde Samtale,
der paafulgte, en Understrøm af Alvor, som jeg ikke kunde lade
være at sætte i Forbindelse med det underlige, flygtige Glimt,
jeg havde set i hendes Øjne. Hvad var det? Kunde det være det,
at vore Øjne sagde mere end vore Ord. Jeg vidste, at mine
havde talt, før jeg opdagede deres Forbrydelse og forbød dem
at tale. Det var hændet flere Gange. Men havde hun bemærket
den Bøn, der talte ud af dem, og forstaget den? Og havde
hendes Øjne talt paa samme Maade til mig? Hvad kunde ellers
det Udtryk betyde, det spillende, skælvende Lys og et Noget,
som ikke kan beskrives i Ord? Men det kunde ikke være
saaledes. Det var umuligt! Jeg forstod mig desuden ikke meget
paa Øjensproget. Jeg var kun Humphrey Van Weyden, et
Bogmenneske, som var forelsket. Og at elske og vinde Elskov —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
