Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
„Nej, Sid driller mig aldrig i den Grad, som Du, Du havde
aldrig Fingrene af Sukkerskaalen, hvis jeg ikke passede paa.“
Straks efter gik hun ud i Køkkenet og Sid, der følte sig
stolt af det Tillidsvotum, Tanten her havde givet ham, stak straks
Haanden ned i Sukkerskaalen ligesom for at triumfere over
Tom. Men hans Finger gled, han stødte til Skaalen og der laa
den med sit Indhold paa Gulvet og var gaaet i mange Stykker!
Tom var henrykt — ja saa henrykt, at han tav fuldstændig stille
og lovede sig selv at han ikke vilde sige noget derom, før han
blev spurgt. Nu kom den gamle Dame ind og stirrede, bleg af
Vrede, paa de ødelagte Rester af hendes gode Sukkerskaal.
Tom sagde til sig selv: Nu kommer det! Ja, det kom ogsaa, thi
i næste Øjeblik laa han sprællende paa Gulvet, medens Tantens
opløftede Haand var rede til at falde straffende ned.
Men nu var det paa Tide for Tom at skrige op: „Lad være,
hvad slaar Du mig for? Det var Sid, der rev Skaalen ned!“
Tante Polly standsede lidt forlegen og Tom ventede næsten,
at hun vilde lægge et lægende Barmhjertighedsplaster over ham.
Men ikke saasnart havde hun genvundet Mælet, før hun udbrød:
»Jo pyt! De Prygl har Du vist ærlig fortjent, om ikke for dette,
saa for noget andet."
Straks efter fik hun imidlertid Samvittighedsnag og længtes
egentlig efter at sige Drengen et Par milde og tilgivende Ord;
men da vilde han uden Tvivl tro, at hun selv mente at have taget
fejl, og det var vel ikke heldigt for Disciplinens Opretholdelse;
derfor tav hun og gik bort til sit Arbejde med Sorg i Hjærtet.
Tom surmulede i et Hjørne, gav den uskyldige, og søgte at gøre
den Pine, han led, saa stor som mulig. Han vidste godt, at hans
Tante i Hjærtet bad ham om Tilgivelse, og han var glad ved at
have denne Bevidsthed; men han vilde dog ikke hejse nogen
Venskabsfane, vilde ikke tale til nogen. Han forestillede sig,
hvorledes han laa paa sit Sygeleje og Tanten stod bøjet over ham
og tryglede om et lille tilgivende Oird; men han vilde vende sig
om mod Væggen og dø uden at have sagt dette Ord!
Han sad saaledes længe i sin Krog og berusede sig i sine
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
