Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sachsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
(1733—63), som polsk Konge August III, der
ganske lod sig lede af sin berygtede Yndling,
den uduelige Premierminister Heinrich von
Brühl, under hvis slette og samvittighedsløse
Styrelse Statsgælden fra Aar til Aar voksede
med rivende Hast, og Folket udpintes, medens
Hoffet levede i Glans og Pragt. Toppunktet af
Ulykke naaede S., da Frederik II af Preussen,
underrettet om Brühl’s Underhandlinger med
Wien Hoffet, 1756 brød ind i S., som han, efter
at have tvunget den sachsiske Hær til
Kapitulation (se Syvaarskrigen), holdt besat
under hele Krigen, medens August III opholdt
sig i Warszawa. De 7 Aar, den preuss.
Okkupation varede, kostede S. over 200 Mill. Kr og
henved 90000 Menneskeliv. Allerede 1/2 Aar
efter Freden i Hubertsburg døde August III
(5. Oktbr 1763), hvorved Forbindelsen mellem
S. og Polen ophørte, og den vanskelige Opgave
at raade Bod paa lange Tiders Misregering
tilfaldt derfor hans Søn, Frederik
Christian, der dog kun fik Tid til at vise sin
gode Villie, da han efter 2 Maaneders
Regering bortreves af Døden (17. Decbr s. A.). Men
Regenerationsværket fortsattes under hans
Efterfølger Frederik August III
(1763—1827), der førte »den oplyste Enevælde«s
Idealer frem til Sejr i S.; gennem en
sparsommelig Statshusholdning muliggjordes en
regelmæssig Afbetaling af Statsgælden, og ved
Erhvervslivets rolige Udvikling gennem en Række
Fredsaar begyndte Velstand paa ny af brede sig bl.
Befolkningen. Udadtil sluttede S. sig til
Preussen under den bayerske Arvefølgekrig (s. d.)
og deltog 1785 i det tyske Fyrsteforbund.
Revolutionskrigene berørte ikke S., der først 1806
opgav sin Neutralitet og sluttede sig til
Preussen mod Napoleon. Denne lod sig efter Slaget
ved Jena nøje med, at S. betalte 25 Mill. frc.
i Krigsomkostninger og som Kongeriget
S. indtraadte i Rhin-Forbundet (Freden i
Posen 11. Decbr 1806). Frederik August I,
saaledes kaldte den ny Konge sig, rettede sig
de flg. Aar ganske efter Napoleon’s Villie og
vovede heller ikke at forlade ham, da Rusland
og Preussen Foraaret 1813 opfordrede ham
dertil. Først efter Napoleon’s Nederlag ved
Leipzig (hvor fl. sachsiske Troppeafdelinger
svigtede Franskmændene) bestemte han sig til at
gaa over paa de Allieredes Side; men nu var
det for sent, Tilbudet blev ikke modtaget,
Frederik August erklæredes for Krigsfange, og S.
stilledes midlertidig under en russ. Generals
Styrelse (Oktbr 1813). Paa Wien-Kongressen
fremkom Rusland og Preussen med Forslag
om, at S. skulde indlemmes i Preussen,
medens Rusland skulde have største Delen af det
af Napoleon oprettede Storhertugdømme
Warszawa (der 1807—13 havde staaet i
Personalunion med S.). De to Magter fastholdt
haardnakket deres Forslag trods alle Indsigelser fra
sachsisk Side og truede endog med Krig, da
Talleyrand havde faaet Østerrig og England til
at støtte hans Forsvar for S.; men efter lange
og besværlige Forhandlinger enedes man dog
til sidst om, at Preussen skulde have den
større, vestlige Halvdel af Kongeriget S. (20000
km2), medens den mindre, vestlige Del (15000
km2) skulde tilbagegives Frederik August som
et Kongerige S.; Storhertugdømmet Warszawa
skulde deles mellem Rusland og Preussen (Maj
1815). I de nærmest paafølgende Aar søgte
Regeringen med Held at bringe de haardt
medtagne Finanser paa Fode igen, ligesom Landets
økonomiske Tilstand i det hele bedredes ved
hensigtsmæssige Anordninger, men Hensynet til
de gamle overleverede Statsstyrelsesformer, der
for enhver Pris skulde bevares, hindrede
Gennemførelsen af mere vidtrækkende Reformer.
Frederik August I’s Broder og Efterfølger, den
gamle Kong Anton (1827—36), fulgte samme
Politik, indtil Gadetumulter i Leipzig og
Dresden (Septbr 1830), Efterdønninger af den
parisiske Julirevolution, foranledigede ham til at
skifte Ministerium og gaa ind paa en
Omdannelse af Landdagen, der nu skulde bestaa af
2 Kamre, hvis konstitutionelle Rettigheder dog
var stærkt begrænsede, ligesom der heller ikke
var Tale om en væsentlig Forandring af
Valgloven. Den første Landdag efter den ny Ordning
traadte sammen i Jan. 1833 og vedtog s. A.
S.’s Tilslutning til det preuss. Toldforbund,
hvad der bragte Landet store økonomiske
Fordele. Anton’s Brodersøn og Efterfølger
Frederik August II (1836—54) lod sig,
navnlig efter 1843, stærkt paavirke af reaktionære
Raadgivere, hvad der havde til Følge, at den
liberale Opposition i Landdagen stadig voksede,
medens de Radikale fik mere og mere Magt
over de store Stæders Befolkning. Denne kom
derfor straks i Bevægelse ved Efterretningen
om Februarrevolutionen i Paris, og Stemningen
blev snart saa truende, at Ministeriet maatte
vige Pladsen (13. Marts 1848) for et nyt
Kabinet af liberal Farve, hvis Udkast til en ny
Forfatning med alm. Stemmeret til 2.
Kammer, Presse- og Forsamlingsfrihed vedtoges af
Landdagen, ligesom Afløsning af de feudale
Særrettigheder fastsloges. Dette tilfredsstillede
imidlertid ikke det radikale Parti, der havde
Majoritet i den ny Landdags 2. Kammer, som
var valgt efter den reviderede Forfatnings
Bestemmelser. Partiet fremkom nu med saa
overdrevne Fordringer, at selv det liberale
Kabinet ikke vilde gaa ind derpaa, men (Febr
1849) indgav sin Demission, hvorefter et
Overgangsministerium, i hvilket Beust havde Sæde,
dannedes. Da de Radikale blev mere og mere
umedgørlige og til sidst truede med at nægte
Bevilling til Skatteopkrævning, blev Landdagen
opløst (30. Apr. 1849), og da Regeringen
forbød offentlige Demonstrationer i den
Anledning, blev dette Signalet til en Opstand i
Dresden (3. Maj s. A.), hvor en provisorisk
Regering dannedes, efter at Kongen havde
forladt Staden, og først efter en heftig
Gadekamp (6.—9. Maj) lykkedes det med
Understøttelse af preuss. Tropper at dæmpe Oprøret.
Den i Novbr s. A. sammentraadte Landdag
var ret moderat stemt; men da den tillod sig
at fremdrage Spørgsmaalet om en tysk
Rigsforfatning (se Tyskland), blev den 1. Juni
1850 opløst, hvorpaa Regeringen 3. Juni
udstedte 3 Forordninger, der ophævede
Forsamlingsretten og Pressefriheden samt
sammenkaldte den gamle Landdag fra 1848. Denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
