Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - II. Chaucers værker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skab og knap kunde sidde på sin hest, begyndte at
skråle op med, at han har en fortælling, der nok kan
hamle op med ridderens. Værten søger forgæves at få
ham til at tie; han begynder; men strax, da han be-
buder, at historien er om en tømmermand, der skal
tages ved næsen, farer ridefogden op på sin stands vegne;
han er nemlig af profession tømrer; men mølleren lar
sig ikke stanse. Da han slutter af, tager ridefogden igen
på veje; han opfatter møllerens fortælling som en per-
sonlig hån imod sig og beder om selskabets tilladelse
til at betale ham med samme mønt, hvorpå så følger
historien, som vi kender den.
Altså ikke blot inde i fortællingen varetager Chaucer
den poetiske retfærdigheds interesse ved at motivere, at
det går mølleren galt; han sorger også for udtrykkelig at
begrunde, at denne historie berettes netop på dette tids-
punkt og netop af denne person. Og når både møllerens
og ridefogdens fortællinger er temmelig drastiske i ind-
hold og udtryksmåde, så begrundes det udtrykkelig ved
en henvisning til, at de er tølpere (cherles). Boccaccio
tager det som den selvfølgeligste sag af verden, at de
mest uanstændige historier fortælles i et selskab, der
består af fine herrer og damer; ganske vist fortælles de
i det pæneste sprog, og deltagerne gor undskyldninger,
når de er nødt til at nævne et ord som „buxer“ (VIII, 5).
Hos Chaucer er der fuldt op af rå ord, men kun i de
simple pilgrimmes mund; plumpheder i udtryksmåde og
tankegang tager han med som bidrag til vedkommendes .
karakteristik, ligesom Rembrandt tager hver rynke med
i sine portrætter af gamle koner. Ordvalget — også
f. ex. forholdet mellem indfødte og romanske ord32 — er
altid fint afpasset efter den talendes karakter; værten,
der er vant til at tale med alle slags folk, taler også et
ganske andet sprog overfor ridderen eller priorinden end
overfor mølleren eller afladskræmmeren. —
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
