Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXXXV. En klodset Ven - XXXXVI. Den lille Sværdlilje
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
— 3ö3 —
over Paris’s Tage, stod som et bredt, mørkt
Udsnit i alt dette Lys. Det saa ud til, at der var
kommet Røre i Byen. Stormklokkerne lød vidt
og bredt. Landstrygerne hylede, stønnede, bandte
og entrede stadig iilveirs, og Quasimodo, som
var afmægtig overfor alle disse Fiender, saa
skjælvende af Angst for Zigøinersken de rasende
Ansigter rykke nærmere op imod hans Galleri;
bad Himlen om at gjøre et Mirakel og vred I
Fortvilelse sine Hænder.
XXXXVI.
Den lille Sværdlilje.-
Det var ganske rigtigt, som Laudstrygeren
havde sagt: Gringoire var løbet sin Vei fra dof
hele. Under sin Flugt var han imidlertid saa
aheldig at bli grebet af Nattevagten og slæbt til
Bastillen, og han havde alene sin flydende Tunge
at takke for, at han ikke havnede i Galgen mes
efter et kort Forhør atter blev sluppet løs.
Da han var kommet ud af Bastillen^ løb
han ned ad Gaden St. Antoine saa hurtig som
en Hest, der har revet sig løs. Da han v«
kommet til Baudoyer-Porten, gik han lige løs
paa Stenkorset, der var opreist midt paa Pladse»,
som om han i Mørket skjelnede en Skikkelse-,
som var hyllet i en sort Hættekappe og sad paa
Tri ae ae op til Korajfc.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
