Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
102
ske hanskemoral; det var i hans øine urett både kristelig og
menneskelig å dømme en mann for illegale forbindelser sa strengt
som en kvinne.
«Den sædelige Renhed, Blufærdighed og Kydskhed udgjør,
saa at sige, Kvindens sande Væsen, det er den Livsatmosfære,
hvori hendes Kvindelighed alene lever og udfolder sig. Hun
kan ikke miste sin Kydskhed uden at miste just sin Kvindelig-
hed, medens en lignende Synd hos Manden ikke berøver ham
hans Mandighed. — — — En falden Kvinde er falden just som
Kvinde, hun er nedstyrtet fra sin Kvindeligheds Dronningvær-
dighed.»
Menn som Færden og Monrad vendte sig mot Bjørnsons
krav på samme sedelige renhet hos mann og kvinne, fordi de
trodde at i praksis vilde dette ikke føre til at mennene blev
hevet op til kvinnenes nivå, men at kvinnene sank ned på men-
nenes. Istedenfor hanskemoral vilde man fa fri kjærlighet.
Den unge pike skulde være yndig uvitende om alt som
hadde med kjønnsliv å gjøre. Uvitenheten — et ledd i man-
nens herskerteknikk — gjorde henne usikker og gav ham et
nytt overtak over henne.
Man krevde nok at hun skulde være ømt hengiven, men
fremfor alt ren, uberørt, «bluferdig». Og man trodde ikke det
falt henne vanskelig å svare til denne fordring; kvinnen var
efter almindelig opfatning ujordisk, eterisk, uten mannens grove
sanser. Utvilsomt undertrykte man på dette vis kvinnens natur-
lige sanselighet, hennes friske hengivenhetstrang. Det er ikke
underlig at man i 80-arene fra enkelte hold hører klage over
erotisk goldhet hos det svake kjønn.
Man trodde ikke synderlig på mannens evne til selvbeher-
skelse, derfor gjaldt det å verne kvinnen og om nødvendig
å skremme henne bort fra lastens vei. Prinsippet var ganske
enkelt det å la kvinnen ta følgene, når mann og kvinne hadde
forgatt sig sammen.
Bittert klaget Camilla Collett over det «mægtige Trekeiser-
forbund mellem Naturens Grumhed mod Kvinden 1 alle Ret-
ninger af Kjønsforholdet, Mandens Egoisme og en nederdræg-
tig Samfundsopinion». Og hun pekte på at «den sædelige Ulig-
hedsteori» ikke lot sig gjennemføre. Skulde mannen ha frihet,
matte en del kvinner trekkes ned 1 smusset.
Men den almindelige mann regnet disse ulykkelige kvinner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
