Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Den lykkelige alder - II
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
64
Nei Amerika — se nu paa Lars. Du vilde passe
der — gaa i silke og pelsverk og sidde ved et flygel
og ikke ta dig andet til end synge og spille — slig
vilde jeg, du skulde ha det!»
«Men herregud — har du glemt, hvordan Lars
sled — gik og sultet et halvt aar i Chicago og
alt det —.»
«Ved du, Uni, det er netop det, der ægger mig.
At forsøge — tænke sig, ligge sulten under en jern
banebro, — i et gasrør — drømme om dig, vaagne
og gaa og streife efter en job i byen, som et vildt
dyr gaar efter mad i urskogen. — Gik jeg tilbunds —
ja saa dudde jeg vel ikke, da var det bedst for os
begge. Og kunde jeg bryte mig vei derover — skrive
til dig en dag — ja jeg vilde helst skrive, kom over
og vær min prinsesse —.»
Han 10.
«Herregud, gut — saa unyttig som du tror, er
jeg da endelig ikke — du skal bare se —.»
«Det er ikke det, det er ikke det!»
Han løftet hende pludselig op og knuget hende.
«Skjønner du ikke — jeg skulde gjerne vente.
Vidste jeg bare — engang saa kommer det i guid
regn og stjerneskud!
Men gaa her, se dig hver dag, hvor du slider,
tænke, hver dag som gaar er en liden guldblank
stump ungdom, vi ikke har brugt! Ikke kunde si
til sig selv, en dag saa tar jeg hende — ja viser dig
glinsende og glimrende, at jeg elsker dig, saa du
maa se, en levende mand er mere værd end alle
malte kulisser og skrevne elskovsord ovenpaa hin
anden!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
