Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Rigskirken - De indre Forholde - Den kristelige Opdragelse i Oldkirken - Det kristelige Familieliv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den kristelige Opdragelse i Oldkirken. 279
ligheden,« hans lille udmærkede Skrift ,,Om Troen og Symbolet,« ,,Om
Troen paa de Ting, som ikke sees« samt hans mange »Taler til Kateku-
menerne.« Hans Lære om Arvesynden og Naadens Magt samt hans kraftige For-
svar for Barnedaaben som et Naademiddel for det iSynd fødte Barn blev af
stor Betydning for Opdragelsen, som han vilde skulde lægges helt paa Daabens
Grund. Lærematerialet er for ham først og fremst Bibelen selv, men mere som hellig
Historie end som Lære. Undervisningen vilde han have mere gjennem Foredrag end
Spørgsmaal Han troede, at man burde gjøre Begyndelsen med en udførlig Frem-
stilling af de enkelte bibelske Fortællinger i historisk Sammenhæng og først, naar
dette Grundlag var lagt, skride over til egentlig Katekismeundervisning Han stiller
Spørgsmaalet paa sin rette Plads og vil, at det skal være et Hjælpemiddel, og kræver,
at der i Undervisningen maa være Udvikling, Enhed og Sammenhæng, samt at den
er præget af ubegrænset Ærefrygt for Troeshemmelighedernes Dyb og Glæde over,
at man Skridt for Skridt trænger ind i Sandheden. Dybsindig og rig er Augustin s
Behandling af Læreren. Han kræver af denne Klarhed, Livlighed og Varme samt,
at han maa lempe sin Undervisning efter de forskjellige Omstændigheder, som bør
tages i Betragtning, og de forskjellige Elever, han har for sig. Særlig stor Vægt lægger
han ogsaa paa Lærerens Forbøn. —- Augustin er ikke rig paa Enkeltheder, men
derimod paa store Grundtanker angaaende kristelig Undervisning og Opdragelse
Det kristelige Familieliu
amilielivet skylder Kristendommen sin Skjønhed og Lykke. Det blev grund-
i ijk lagt ved Ægteskabet, der efter Apostelen Paulus’s Ord bør ske ,,i Herren«
(1 Kor. 7, 39——40), hvilket synes at forudsætte, at det blev afsluttet paa
: ? kristelig Maade. Den bekjendte Martyr J gnatius (s 115) skriver herom:
,,Det sømmer sig, at Brudgom og Brud indgaar deres Forbindelse med Biskopens
Vidende, forat Ægteskabet kan være efter Guds Villie og ei efter sandselig Begjær-
lighed.« J Martyrtiden bestod Ægtevielsen deri, at Brudeparret indfandt sigi Kirken
og bad om Menighedens Forbøn· Tertullian (s 220) skriver: ,,Hvor skulde jeg
finde Ord nok til at opregne Lyksaligheden af det Ægteskab, som Kirken sammenknytter,
som den kirkelige Oblation bekræfter, der ligesom besegles og proklameres af Englene,
der erklæres for gyldigt as Faderen.« Det fremlyser af disse Ord, at de Nygifte
efter at være ,,sammenknyttede« lige derefter gik til Alters Mod de saakaldte blandede
Ægteskaber mellem Kristne og Hedninger udtalte man sig strængt Kirkemødeti
Jlliberis 313 fastsætter, at »sormedelst den store Overflod paa Giftefærdige maa
kristelige Jomfruer ingenlunde gives Hedninger til Ægte, forat ei den blomstrende
Alder skal henrives til aandelig Utugt,« og fremdeles, ,,at hvis Vranglcerere ei vil
gaa over til det rettroende Samfund, skal de ei heller faa Piger as dette Samfund
til Ægte, fordi der jo intet Fællesskab kan være mellem den Troende og den Van-
tro«; Forældre, som lader sine Børn gjøre dette, strasfes med fem Aars Udelukkelse
af Menigheden Aaret efter forordner Mødet i Arles (314), at de Piger, som
indgik Ægteskab med Hedninger, skulde være udelukkede fra Kommunionen »for nogen
Tid.« Trods dette var saadanne blandede LEgteskaber temmelig hyppige og blev
vistnok oftest til Skade og Fald for den kristne Part, men der haves ogsaa Eksempler
paa, »at den hedenske Ægtefælle blev vunden for Guds Rige ved Hustruens sagtmodige
Omgjoengelse i Herrens Frygt, som med Monika og hendes Mand Patricius.
Men i disse Forbindelser tog Kirken ikke nogen Del; de blev ikke sluttede med Bi-
skopens og Diakonissernes Deltagelse; de maatte alene fuldbyrdes efter de verdslige
Love, og dengyldne Brudering, som ogsaa den Kristne gav sin Forlovede, kunde blot
have et kristeligt Kjendemærke, saasom en eller tvende Fiske med eller uden Anker;
en eller to Duer eller Kristi Navnetræk. Det er dog Grund til at antage, at den
kristne Ægtefælle paa Forhaand havde sikret sig fri Religionsøvelse, ja maaske endog
havde betinget, at Børnene af dette Ægteskab skulde tilhøre den kristne Kirke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
