Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Oldkirken - Kristenforfølgelsernes Tid - Forfølgelsen under Gallus og Valerianus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gallus og Balericiniis. 157
Kriftne til at dyrke de gamle Guder. Det maa antages, at mange af Kirkens
Bisperog Præster blev sendte i Landflygtighed, men vi har kun Efterretning om to
af dem nemlig Dionysius af Alexandrien og den oftere omtalte Biskop
Cyprian i Earthago. J Begyndelsen var de Straffe, som anvendtes mod de
Kristne milde i Sammenligning med de tidligere Grusomheder· Valerian nøiedes
med Forvisning og Trudsel; navnlig blev flere Kriftne bortførte til de mauritanfke
og numidiske Bjergverker for at arbeide der. Men snart antog Forfølgelsen en
blodigere Karakter· Man indsaa, at de trufne Forholdsregler ikke havde den til-
sigtede Virkning. De Kristne fik fremdeles Anledning til at holde Gudstjeneste, de
landflygtige Hyrder blev erstattede af andre, og det var mange Bifper og Præster,
som man ikke havde faaet fat paa. Da skred man til større Strænghed baade mod
Bisper og Kristne af høi Byrd.
J Aaret 258 udstedte Valerian en ny Lov, der bød, at de kristne Bi-
skoper, Præster og Diakoner skulde henrettes med Sværdet, kristne Senatorer og
Riddere miste sin Værdighed, og vedblev de fremdeles at være Kristne, skulde de
halshugges. Adelige Kvinder, der bekjendte sig til Kristendommen, skulde miste sine
Eiendomme og derpaa landsforvises· Endelig skulde de Hofbetjente, som var Kristne,
brændemerkes og sendes bundne til Trællearbeide paa de keiserlige Godser og deres
Eiendom fratages dem. Som det sees, var Hensigten at berøve Menighederne deres
Ledere, hindre Senatorer og Riddere fra at være sine Troesfæller til Støtte samt
gjøre indflydelsesrige Damer af høi Byrd og indflydelfesrige Troende ved Hoffet
uskadelige· Naar de menige Kristne saaledes blev overladt til sig selv uden aandelige
Veiledere og Tilsynsmænd og uden Støtte i de høiere
Stænder, haabede man, at de skulde sløves i sin Tro og falde
tilbage igjen til Asguderiet· Nu led en stor Skare as Me-
nighedernes Hyrder Martyrdøden· Den første, der faldt som
Offer for denne strænge Forholdsregel, var den romerske Bi-
skop Sixtus den Anden, der med flere af sine Diakoner
havde skjult sig i en af Katakomberne, hvor han blev greben
og henrettet. Flere af hans Diakoner fulgte sin Biskopi
Døden. Blandt disse var Laurentius, om hvis Martyrium
den gamle spanske Digter Prudentius har sunget saa vak-
kert. Det fortælles at den romerske Statholder havde hørt Tale
om de Kristnes Kirkeskatte og var bleven begjærlig efter dem; han lod Laurentius
komme til sig og befalede ham at udlevere sine Rigdomme. Diakonen sagde: »Giv
mig lidt Tid til at bringe alt i Orden og faa Rede paa hver enkelt Ting.« Han
fik en Frist af tre Dage. Da den var tilende, førte Laurentius alle Fattige,
som fik Hjælp af Menigheden, til Statholderen og sagde: »Se her er vor Guds
Skatte; hele Gaarden er fuld as gyldne Kar.« Da denne saa de fattige Folk, blev
han vred. Men Laurentius sagde: »Det Guld, som du forlanger, er kun daar-
ligt Metal og ægger til Forbrydelse, se disse Jomfruer og Enker, der er vore Perler
og Ædelstenel« Dette udlagde han som Haan, og til Straf derfor blev han lagt
paa en glødende Jernstol. Han led med stor Taalmodighed, bad for R oms Jndbyggere,
saa op mod Himlen og opgav Aanden. Ogsaa den berømte Bifkop Cyprian om-
kom i denne Forfølgelse Om hans Liv og Martyrium skal fortælles i næste Stykke.
..J Ccesarea i Palæstina bekjendte en Soldat ved Navn Marinius fri-
modig Troen paa Frelseren og blev henrettet. J Antiokien i Syrien boede
PresbyterenSapricius og Lægmanden Niceforusz de var fortrolige Venner,
men·en Uenighed opstod og skildte dem ad. Lægmanden gik i sig selv og bad om
Tilgivelse, men forgjæves Da blev Presbyteren anklaget som Kristen, aflagde en
frimodig Bekjendelfe om sin Tro og blev saa dømt til Døden. Paa Veien til Retter-
stedet kom atter hans Modstander og tryglede: »Du Kristi Vidne, tilgiv mig, hvad
jeg har syndet mod dig,«» men han værdigede ham ikke et Blik. Da Dødsstunden
kom, følte han sig forladt af Gud og omgiven af Dødens Rædsler For at frelse
ValerianuS·
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
