Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
197
ville vende tilbage i sig selv. Tavsere og
alvorligere end nogensinde vandrede ban omkring og
fordybede sig i et ophøjet Billede, der straalede i
hans Sjæls skjulteste Dyb. Han var igjen i Et og
Alt blevet sig selv. Han skyede Aspasia, han
omgikkes neppe nok med Perikles, og en Dag forlod
han stille og hemmelig Athen, for paa et for alle
Grækere lige helligt Sted at virkeliggjøre sin store
Sjæls største Tanke.
Den umætteligste og utrætteligste Betragter af
den lemniske Pallas var og blev dog Sokrates. Han
syntes at have overført sin Kjærlighed til
Milesier-inden paa Fidias’s Gudinde. Den virkelige Aspasia
forekom ham ikke længer fuldkommen fra det
Øjeblik af han havde set hendes højere Ideal
legemliggjort i Malmet. Dog kunde man den Gang endnu
sige om ham, at han delte sin Tid imellem denne
Pallas. og hendes levende Forbillede. Daglig saa
man ham rette sine Skridt mod Perikles’s Hus,
selv med Fare for der at træffe den veltalende
Protagoras.
Hvoraf kom nu dette? Naar Sokrates grublende
og, som han mente, planløst vandrede gjennem
Athens Gader, saa fandt han sig dog tilsidst uden
at vide af det foran Perikles’s Hus. Med Gadernes
Labyrinth syntes han at gjennemvandre en
Laby-rinth af Følelser, hvoraf han ingen Udgang kunde
finde, og som altid paa Ny førte ham tilbage til
det samme Sted.
Det var altsaa ikke med Overlæg, naar
Sokrates styrede sine Skridt mod dette Hus. Men
hvad gjorde han da dér, naar han uden at ville
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
