Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
196
og vise Aspasias udtryksfulde Ynde i det
uforgængelige Malm. efterkom han i Virkeligheden den
Opfordring, der havde lydt til ham fra Perikles’s
Mund: at fremstille Visdommen i Skjønhedens
fortryllende, altbesejrende Klædebon.
Allerede Alkamenes havde frembragt noget
Nyt og Herligt, da det var ham forundt at øse af
den aspasiske Skjønheds levende Kilde. Fidias
løste den samme Opgave, men han løste den som
den største Mester af Alle, som den ophøjede,
uforlignelige Kunstner.
Hvad Fidias gav i sin sidste Pallas, var
Aspasia, men hævet op til en saa ren og overmenneskelig
Højde, at hun dog samtidig syntes et Ideal, en
legemliggjort Drøm af den ædleste Kunstnersjæl.
Da Sokrates saa den nye Billedstøtte, sagde
han paa sin sindrige Vi’s:
„Overfor dette Billede kunde den skjønne
Aspasia lære lige saa meget af Mester Fidias. sonr
Mester Fidias har lært af den skjønne Aspasia."
Det var sælsomt nok. at de Lovtaler, hvormed
Athenienserne overøste Fidias for hans lemniske
Pallas. forstemte ham og gjorde ham gnaven. Han
hørte ikke gjerne tale derom. Maaske elskede han
dette Værk mindre, fordi han ikke helt og holdent
havde øst det ud af sig selv. Han havde, som det
syntes, med en Rest af halvt ubevidst Uyillie løst
en Opgave, der udenfra var blevet ham stillet, og
ved hvis Udførelse han blot.søgte at blive en Uro
kvit, der ligesom ved et fremmed Trylleri var blevet
vakt i ham.
Nu syntes han saa meget des inderligere at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
