Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
»Vil Herren tale med Madamen?«
»Javist, javist!« Heftig skjød den Fremmede hende
tilside og stod nu foran den høflig nejende Matrone.
»De kjender mig vist ikke mere, Madame Smelck?«
»Jeg synes nok, jeg skulde —«
»Jeg er en Mand, som har en svær Forpligtelse paa sig
imod Dem. Maaske ved De ikke — nej De ved vist ikke,
hvad jeg har at gjøre godt her i Huset. Mit Navn er
Charles Blount. De studser, De ved altsaa — Sæt Dem, Madame;
tillad mig at sætte mig og hør rolig paa mig. Hvad De ved
eller ikke, saa lad mig uforstyrret forklare mig for Dem. Eller,
hvis De tillader, bed Deres værdige Gamle om at træde ind,
saa at jeg paa en Gang kan sige Eder begge, hvad der ligger
mig paa Hjerte«.
»Min Herre!« svarede Matronen, ikke uden Ængstelighed;
»De maa undskylde ham. Han er nu baade døv og sløv.
Behag imidlertid at sige mig, hvad — der forskaffer vort
Hus den uventede Ære —«
»Nu vel. De havde en Gang en Datter, en elskværdig
Pige, en himmelsk Engel. Ak Julietta!« — Madame Smelck
taug forlegen »Jeg saa hende, jeg saa hende under saare
interessante Omstændigheder; jeg elskede hende. Hun — o
jeg ser vel, at De ved det, hun elskede mig igjen. Ve mig!
blændet som jeg var af Stand og Rigdom, vant til at følge
mine Tilbøjeligheder, søgte jeg hendes Kjærlighed uden at
tænke paa en alvorligere Forbindelse. Hun var, trøstede jeg
mig, forlovet, og hendes Elsker var netop god nok til Mand.
Nedstød mig ikke ved Deres strenge Blik; jeg har nok i min
Samvittighed. Julietta opofrede mig Alt; hendes
Troskyldighed formodede intet Andet, end at jeg skulde træde frem og
forlange hendes Haand, da ’jeg havde — røvet — hendes
Hjerte. Jeg Usling trak mig tilbage; og da hun betroede mig,
at hun maatte blive Moder, henviste jeg hende nedrig til den
Forlovede! — og rejste. Straffen fulgte mig i Hælene. Fra
London af erfarede jeg, at Julietta var bortreven af en
smitsom Sygdom. O jeg stræbte forgjeves at tro det. Den store,
stolte Sjæl! Madame Smelck 1 fornærmede, ulykkelige Moder!
Forband mig, men tilstaa mig! Julietta døde frivillig!«
»Julietta bar sit Kors med et tilgivende Sind, Hr. Blount;
hun døde ikke som Selvmorderske; for det Ansvar er De fri! c
19*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
