Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Tankens Opgaver (Problemer) - C. Vurdering - a. Det etiske Problem - β. Den etiske Vurderings Rationalitet (Real Etik)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
366 IV. Tankens Opgaver.
synet til en omfattende Tingenes Orden bestemmer den En
keltes Plads og Opgave. Retfærdigheden kan, psykologisk
og historisk set, udvikle sig af Selvhævdelse, idet denne
begrænses overfor andre personlige Væseners Selvhævdelse
og derevd fremtræder som en Frihed, der agter Andres
lige Frihed. Men den kan ogsaa udvikle sig af Hengivelses
trangen, idet den fremtræder som den af Visdom ledede
Kærlighed (Leibniz’ caritas sapientis). Retfærdigheden ivil
i de enkelte Tilfælde udvikle sig ad begge Veje, og det for
skellige Forhold mellem de to Elementer, der forene sig
i den, vil give den forskellig Klangfarve*). Som yderste
Modsætninger fremtræder den absolute Hengivelse, som den
i vore Dage er hævdet af Leo Tolstoi, og den hensynsløse
Selvhævdelse, for hvilken Friedrich Nietzsche i nogle
af sine Skrifter har taget Ordet.
Historisk have maaske de Sociologer Ret, der finde Ret
færdighedens første Fremtræden i den Følelse af Harme
eller af Angst, som Krænkelse af Gruppens Sæd og Skik
vækker. Her virke begge Elementer — baade Selvhævdelse
og Hengivelse - uvilkaarligt sammen. Individet Mer sig
solidarisk med sin Gruppe, og en Krænkelse af dens Over
leveringer fylder det derfor med Afsky, hvad enten nu
Andre eller det selv er Overtræderen. Der ytrer sig her en
uvilkaarlig Evne til at betragte Handlinger fra et socialt
og uinteresseret Synspunkt, medens dog tillige Selvhævdelses
trangen sættes i Bevægelse paa Grund af den inderlige
Maade, paa hvilken Individet føler sig knyttet til Gruppen,
og desuden paa Grund af de Følger (f. Ex. Dadel og Foragt,
om ikke fysisk Straf), Individet selv vilde paadrage sig,
hvis det var Overtræderen. Senere kan det saa ske, at den
Enkelte udtaler Dommc om selve Gruppens Sæd og Skik,
giver en Kritik af disse og selv udtaler Normer, der ere
formede i Analogi med de Normer, der forhen hævdedes
paa Gruppens Vegne. Han taler da paa et idealt Samfunds
Vegne, appellerer fra det ufuldkomment udviklede Sam
fund til et mere fuldkomment Samfund. Saaledes kan den
•) Smlgn. Ettk. 111, 9; X, 1. 4; XXV, 1.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
