Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Rosa (1908) - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
176
forældre, præstefolkene fra nabobygden, var der; de hette
Barfod. Præsten var en kraftig, vakker mand, en jæger og
vildtfanger. Vi talte om skogene og fjældene. Han indbydde
mig til sin præstegård, jeg måtte følge med Rosa en av dagene
når hun gik hjem gjennem almænningen, sa han.
Mack holdt en liten tale for sin datter som var kommet
hjem. Mange mennesker kan tale stærke ord og det er uten
eftertryk, Macks tale var med små og få ord, men de virket
meget. Han var en vel opdragen mand, han sa og gjorde det
som behøvdes og ikke mere; datteren sat der med et stivt blik
og så forbi os alle, ja det var som når en vandpyt i skogen
ligger og ser. Hun hadde ingen hygge av noget. Hun hadde
også de utroligste uvaner, det var som om hun i hele sin op-
vækst hadde spist ved en kjøkkenbænk og siden ikke kunde
lægge av sine unoter derfra. Å, men hun gjorde vel alt for å
vanvyrde os, vi var hende så likegyldige alle. Jeg vil nu skrive
op nogen av de mærkelige ting hun gjorde sig skyldig i, ja
det var næsten som et helt system av uopdragenhet i hende
og hun var dog baronesse. Hun fandt straks noget å pirke
sine negler med, hendes sidemand præsten Barfod så det og
så straks bort. Hun satte albuen op på bordet når hun stak
noget i munden. Når hun drak hørte endog jeg ret over bordet
at vinen «tok bund» i hendes mave. Hun skar op alt kjøt
på sin tallerken før hun begyndte å spise av det; ved osten
la jeg mærke til at hun gang på gang smurte mere smør på
brødet efter at hun hadde bitt av det, ja smurte smørret netop
der hun hadde bitt — nei jeg hadde aldrig set så slemme
ting I mit hjem. Og efter maten sat hun og fik små rykk og
pustet ut kinderne som om maten vilde op igjen.
Efter middagen talte hun med Hartvigsen og jeg hørte hende
tale om at hun var blit sved under måltidet. Og hun bluedes
ikke. Jeg tænkte først: Mangelen på dannet omgang har frem-
bragt al denne overdrevne naturlighet. Hartvigsen som ikke
visste bedre kunde også by hende meget uten at det støtte
hende. Det stod fire store sølvengler på hver sin søile i stuen;
de var til å holde lys. Hartvigsen sa fordægtig: Jeg ser englene
er dalet ned igjen! Ja, svarte baronessen leende, min gamle papa
har pyntet sin seng med dem i nogen år; men der hører jo
ingen hvite engler hjemme!
Hvor hun kunde ved leilighet uttrykke sig overmåte tydelig!
Og jeg forstod ikke hvorfor hun gjorde sig så grov for å
vanagte os.
Jeg talte med børnene, de var min tilflugt og fornøielse, de
viste mig tegninger og bøker, vi lekte trip trap træsko på en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
