Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Stridende liv (1905) - Under halvmånen - III. Kirkegård og dervisj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EE
284 i
synger og dervisjerne svarer ham. Da den siste syke er båret
ut stanser sangen, det høres nu bare nogen spredte støn, en
enkelt pipen, som om sangerne har vanskelig for å gå helt
Istå. Og de henter pusten som efter en hikke. |
Præsten ifører sig sin sorte kappe, sukkertopluerne bringes
tilbake til sine eiermænd, alle tar kjortlerne på. å
Gudstjenesten er endt.
>
Vi kommer ut igjen i frisk luft. Og det kan trænges; de
svettende dervisjer og de mange tilskuere hadde tilsammen ;
skapt en luft som gjorde os mere og mere kraftløse, vi åndet
tilsist med næsen i vore hænder, i vore lommetørklær, vi visste
ingen råd. Også for dervisjerne var kanske de åpne dører en
vederkvægelse skjønt de ingen tilfredshet røbet derved: de
trak bare kjortlerne utenpå den dyvåte skjorte og drog sig
ut av døren i bakgrunden. i
Nu var selvpinslerne endt for denne gang; næste torsdag
forestår de igjen. Og de forestår år ut og år ind sålænge
livet varer. Det er intet tilbaketog fra de hylende dervisjers
orden .
Vi besøkte denne kirke igjen. Og vi overvar ceremonierne
fra begyndelsen til enden. Det var dog en ubekjendt av en
ånd som huserte her indenfor den lange skranke. Gud blir
dyrket på mange slags måter på jorden, her hadde nu disse
mennesker opfundet en særegen og frygtelig måte å nedvær-
dige sig på: ved hylet. De lyder de utstøter er i sig selv nok
til at den menneskelige blusel kan gjøre sig gjældende; men
hertil kommer jeipen, det fortrukne ansigt. Et hyl er intet
rop, ingen kan utstøte et hyl uten å gjøre grimaser, og alt
efter hylets grad av forrykthet vil ansigtet skifte i masker av
fisker, av dyr, av chimærer. De hylende dervisjer har å hyle sin
blufærdighet tildøde. Flagellanterne pisket sig med svøper, det
var en akt av et eneste fattig håndgrep og en eneste plump
vilje. Og de forspildte ingenlunde verdens medfølelse, tvært-
imot, de satte kvinder og børn i gråt. Simon Stylites vandt
alverdens agtelse på sin søile. De hylende dervisjers selvpinsler
er også en akt av vilje, men av en vilje som er tilspidset til
det ytterste: deres orden fordrer et tillæg av delikat skamløshet,
de må gjøre sig latterlige. Det er Orientens tifold raffinerte
fantasi som her er på spil. Mens dervisjerne hylte hadde de
brødre og søstre som sat og så på dem; det sat tyrker blandt
tilskuerne, de smilte. Men dervisjerne stred sin selvfornedrende
strid og visste av intet andet end å stride. De gjorde hyl som
var rene sjældenheter, eksempler; de kunde trække ulyden ind
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
