Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Kratskog (1903) - En ærkeskjælm
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
115
siden av haken. Hun hadde stjålet blomster på sin søsters
grav og stakkaren kunde ikke engang undskylde sig med et ord.
Nu ber jeg Dem lægge mærke til: jeg hadde længe kjendt
disse to søstre, vi hadde i lang tid bodd herinde i den samme
fattige bakgård og de lekte ofte under mit vindu. De var nu og
da rasende uvenner og slog hverandre; men de var flinke små-
piker begge to, overfor andre tok de hverandres parti. Dette
hadde de nu ikke godt kunnet lære av nogen, morn var et dår-
lig fruentimmer som sjælden var hjemme og farn — de hadde
nok ellers hver sin — hadde de aldrig kjendt. Disse to børn
hadde et lite kot å leve i som næsten ikke var større end den
gravplate der, og da mit rum lå like overfor deres kunde jeg
ofte stå 1 vinduet og se ind til dem. Især var Hanna den rå-
dende, hun var et par år ældre og hadde i mangt en omtanke
som en voksen. Det var altid hende som tok blikspandet frem
når de skulde ha en brødskive, og om sommeren når det var hett
i bakgården hadde også Hanna det gode indfald å fæste en
gammel avis op på vinduet for å holde den værste sol ute. Tidt
og ofte la jeg også mærke til at hun hørte sin søster i leksen
før de gik til skolen. Hanna var et forvokset alvorlig barn og
hendes liv blev kort.
Lat os undersøke væsken, sa graveren.
Og ganske rigtig, i væsken lå blomsterne. Jeg kjendte endog
mine egne to, tre stykker igjen.
Hvad skulde jeg si? Og der stod hun, den syndige lille, og
så forhærdet på os. Jeg rystet i hende og spurte hende ut;
men hun tidde. Så nævnte graveren politiet og tok piken med.
Oppe ved porten forstod hun nok hvad som skulde foregå,
hun sa med ett:
Nei — hvor skal jeg hen?
Graveren svarte:
På stationen.
Jeg har ikke stjålet dem, sa hun.
Hadde hun ikke stjålet dem? Hun hadde dem jo i væsken,
vi hadde så å si set det. — Men hun gjentok angst at hun
hadde ikke stjålet dem.
I porten hang lille Elinas kjoleærme fast i låset og ærmet
reves næsten av. Og indenfor skinnet den tynde arm.
På stationen bar det, jeg fulgte med. Det blev git nogen
forklaringer; men det blev ikke gjort noget videre med Elina
da, såvidt jeg vet. Og selv kom jeg ikke til å se hende mere,
for jeg reiste bort og blev borte i ni år.
Men nu har jeg fåt bedre rede på saken. Det var aldeles
forgalt hvorledes vi bar os ad. Hun hadde naturligvis ikke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
