Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Gjensyn - Diset kvæld - Hjem fra festen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
291
Gud hjælpe mig, hun tændte visst igjen mit slukte bål.
Og jeg — ja jeg som trodde at den hele sak var død.
Nu skal den — skal den være død! Jeg drikker på det. Skål!
DISET KVÆLD
Mit sind er så tungt, jeg ser intet lys
i hele det skumrende, vide rum.
Jeg bøier mig sammen og ber om et råd;
men himlen er stum.
Jeg stirrer forknyt ut i kvælden hård
— de stjærner sprætter som utsendte bud.
Jeg synes de vinker mig en efter en
som små svar fra Gud.
Jeg bøier mig sammen med tak for ikvæld
og tror på en morgen så klar og hi.
Men da har de stjærner skjult sig av skam,
for Gud hvor de løi!
HJEM FRA FESTEN
Stig varlig i vognen inat, min kjære,
for husk det var vin i den muntre fest.
Og varsom skal kusken vor også være,
for stærk og stjærnende gal er vor hest.
Men natten er lys og stille.
Nu stænger vi ordentlig vognens dører,
gir kusken sit vink og lar alt stå til.
Det rumler, det ryster og ingen hører
hvad deilig den ene den anden vil.
Men natten er god og stille.
Da tok han et kys, og hun lo i hans øre:
Men hørte du ikke jeg ropte nei?
Han svarte: Det er så umulig at høre,
jeg syntes — jeg syntes du ropte ei.
Og natten var varm og stille.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
