Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Det vilde kor (1904) - Nordland - Kvanneleterskernes sang - Gjensyn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
230
Vakten er vi
og verger egnene,
virkefeltene, drømmeverdenen, hus og hav.
Det er sangen
fra Nordlands sangere,
evig sangen om alle goder som Gud os gav.
KVANNELETERSKERNES SANG
Han streifer om på fjældet så bringehøi og stor
og drikker lys fra alle himlens sole.
Og synger han en vise om den deilige jord
da er det som en knæggende fole.
Han sætter sig i båten og seiler over sjø,
da gjæster han sit morgenland derute.
Og alle piker neier når han byder adjø
og gråter for den vikende skute.
Han rider ind i dalen med jægerhornmusik
og steder gut og ægtemand i vånde.
For ingen kvinder står sig for det brus i hans blik,
den duft av alle blomster i hans ånde.
Han tramper ind i dansen den varme sommernat
når spillemanden filer friskt på strængen.
Og piken skjønner ikke hvor søtlig det blev fat —
hun fandt sig brat selvanden uti engen.
GJENSYN
Nei — og tænk, jeg møtte hende nu idag igjen;
for det er gåt så lange tider siden hun var her.
Hun stanset ikke, nikket ikke, spurte ei hvorhen;
men kjære hvor jeg dog var kommet hende næsten nær.
Sving rolig over gaten nu og langsomt bort, min ven,
lat ingen se det går en skjælven gjennem dine knær.
Og din forslitte frakkekant, lat se du skjuler den
og bær dig som det sømmer sig en holden millionær!
Jeg så hvor hendes øine ulmet til påny i glød —
jeg håper mine viste dobbelt skarpt sit kolde stål
for alle eder som hun løi så sande som de lød.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
