Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
192
Han tænker tusen tanker og hans sindstilstand plager ham,
men han er tung og uvidende og kan ikke forklare sig noget.
Andre var på det rene med sig selv og handlet og vandlet,
August kunde ikke leve uten å utrette noget, han hadde mot på
livet. Edevart er uoptat, det er ingenting som skal og må lykkes
for ham, han kan la helt være. Han kan sitte på en tuve og bare
sitte der. Det tåler han. Han tåler alt, ondt og godt veir, slit og
lediggang, således tåler han også mennesker som han tåler mid-
dagsmat og sang eller skognag, det vil si med likegyldighet.
Stundom smiler han som om han har fåt en ide. Han kjender på
pulsen sin. Jo pulsen slår. Han ser på neglene sine at de er vokset
siden sist. Hvad er så iveien? Mottar han et spørsmål, en gave,
en tidend med et spændt uttryk i ansiktet? Det måtte da være
den gang han for en tid siden mottok et brev med en tyvedollar-
seddel i. Se, da drog han forvildet øienbrynene tilveirs og hviske
noget.
Han gjentok kanske denne hvisking et par ganger om natten,
stod så op om morgningen, var like sløv, brydde sig om intet,
svarte ikke engang på brevet, spyttet ikke engang på sig selv.
August så med stærk og stenhård interesse på alle ting i ver-
den, for Edevart var undergang og velfærd, død og liv like like-
gyldig, han gad ikke mere, farvel.
Han var engang strøket av land og kunde ikke bære det, ikke
på den lette måten som andre, ved et resolut omlæg av livet på
falsk grundvold. Da han kom tilbake til Polden efter al den
utlændighet opdaget han at han var fremmed også her.
Nu har han visst fåt en ide igjen, for han smiler tåpelig en
gang til og stikker hånden ind på hjertet. Åjo det slår. Det er
varmt derinde hos hjertet, hånden blir varm, hjertet er ikke
koldt. Han mindes hvorledes dette hjerte hadde huseret med
ham engang for længe siden, en morgen tidlig på et avsides sted
i verden som hette Doppen. Det var en grøn vik med små huser,
med to børn og en ung kone Lovise Magrete. Han mindes det og
sier: Ånei, ånei! og vagger som nødlidende med hodet. Han la
sin kjærlighet igjen der, og aldrig var han blit istand til å
glemme helt dette under, det var så rart og inderlig, gråt og
salighet i ett, en sødme så vild. Længe siden, længe siden! Og
endda slår hjertet hans og er varmt, men det elsker på erin-
dring, på et minde.
Lat gå. Det var når alt kom til alt en almindelig sak, han
gjorde intet numer av den, gik fåmælt omkring, la sig om kvel-
den og stod op igjen om morgningen med sin indre skade. Det
var intet merkelig i noget som hændte ham.
Når han har sittet længe og hvilet reiser han sig akkurat like
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
