Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
24
jeg fik det indtryk fra, men det forekom mig at jeg aldrig hadde
set en uærligere, lastefuldere ryg end denne, og jeg angret ikke
at jeg hadde skjældt mennesket ut før han forlot mig....
Dagen begyndte å hælde, solen sank, det tok på å suse litt
i trærne omkring og barnepikerne som sat i klynger borte ved
balancerstangen belaget sig på å trille sine vogner hjem. Jeg
var rolig og vel tilmote. Den ophidselse jeg just hadde været
i la sig litt efter hvert, jeg faldt sammen, blev slap og begyndte
å føle mig søvnig; den store mængde brød jeg hadde spist var
mig heller ikke længer til synderlig mén. I den bedste stemning
lænet jeg mig bakover på bænken, lukket øinene og blev mere
og mere døsig, jeg blundet og var like ved å falde i fast søvn
da en parkmand la sin hånd på min aksel og sa:
De må ikke sitte og sove herinde.
Nei, sa jeg og reiste mig straks. Og med ett slag stod atter
min sørgelige stilling lyslevende for mine øine. Jeg måtte gjøre
noget, finde på et eller andet! Å søke plasser hadde ikke nyttet
mig; de anbefalinger jeg gik og viste frem var blit gamle og
skrev sig fra altfor ukjendte personer til å kunne virke kraf-
tig; desuten hadde disse stadige avslag utefter sommeren gjort
mig forknyt. Nå — under alle omstændigheter var min husleie
forfalden og jeg måtte gjøre en utvei til den. Så fik det bero
med det øvrige sålænge.
Ganske uvilkårlig hadde jeg igjen fåt blyant og papir i hæn-
derne og jeg sat og skrev mekanisk årstallet 1848 i alle hjørner.
Om nu bare en enkelt brusende tanke vilde beta mig vældig
og legge mig ordene i munden! Det hadde jo hændt før, det
hadde virkelig hændt at sådanne stunder var kommet over mig
da jeg kunde skrive et langt stykke uten anstrængelse og få
det velsignet godt til.
Jeg sitter der på bænken og skriver snese ganger 1848, skriver
dette tal på kryss og tværs i alle mulige fagoner og venter på
at en brukbar idé skal falde mig ind. En sværm av løse tanker
flagrer om mit hode, stemningen i den hældende dag gjør mig
mismodig og sentimental. Høsten er kommet og har allerede
begyndt å lægge alting i dvale, fluer og smådyr har fåt det
første knæk, oppe i trærne og nede på marken høres lyden av
det stridende liv, puslende, susende urolig, arbeidende for ikke
å forgå. Alle krypverdenens tilværelser rører sig endnu en
gang, stikker sine gule hoder op av mosen, løfter sine ben,
føler sig frem med lange tråder og synker så pludselig sam-
men, vælter om og vender buken i veiret. Hver vækst har fåt
sit særpræg, et fint henåndende pust av den første kulde;
stråene stritter bleke op mot solen og det avfaldne løv hvisler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
