Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sult (1890) - Første stykke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
23
den lille flate pakken lå der på bænken imellem os og jeg
hadde ikke længer den ringeste lyst til å undersøke den og se
hvad den indeholdt. Jeg var helt optat av mine egne historier,
det drev underlige syner forbi mine øine, blodet steg mig til
hodet og jeg løi av fuld hals.
I dette øieblik syntes manden å ville gå. Han lettet på sig
og spurte for ikke å bryte for brat av:
Han skal ha svære eiendomme denne Happolati?
Hvor torde denne blinde motbydelige olding tumle med det
fremmede navn jeg hadde diktet op som om det var et al-
mindelig navn og stod på hvert høkerskilt i byen? Han snublet
aldrig på et bokstav og glemte ikke en stavelse; dette navn
hadde bitt sig fast i hans hjærne og slåt røtter i samme stund.
Jeg blev ærgerlig, en indre forbitrelse begyndte å opstå i mig
mot dette menneske som intet kunde bringe i knipe og intet
gjøre mistænksom.
Det kjender jeg ikke til, svarte jeg derfor tvært jeg; kjender
aldeles ikke til det. Lat mig forresten si Dem nu en gang for
alle at han heter Johan Arendt Happolati, å dømme efter
hans egne forbokstaver.
Johan Arendt Happolati, gjentok manden forundret over
min hæftighet. Så tidde han.
De skulde set hans kone, sa jeg rasende; tykkere menneske
++. Ja De tror kanske ikke at hun var videre tyk?
Jo det syntes han nok — en sådan mand —
Oldingen svarte sagtmodig og stille på hvert av mine utfald
og søkte efter ord som om han var rædd for å forgå sig og
gjøre mig sint.
Helvedes pine, mand, tror De kanske at jeg sitter her og ly-
ver Dem kapitalt fuld? ropte jeg ute av mig selv. Tror De
kanske ikke engang at det gives en mand ved navn Happo-
lati? Jeg har aldrig set på maken til trods og ondskap hos en
gammel mand! Hvad fan går det av Dem? De har kanske atpå
kjøpet tænkt ved Dem selv at jeg var en yderlig fattig mand
som sat her i min bedste puss uten et etui fuldt av cigaretter
i lommen? En sådan behandling som Deres er jeg ikke vant
til, skal jeg si Dem, og jeg tåler den Gud døde mig ikke hver-
ken av Dem eller nogen anden, så meget De vet det!
Manden hadde reist sig. Med gapende mund stod han stum
og hørte på mit utbrudd indtil det var tilende, så grep han
hurtig sin pakke på bænken og gik, næsten løp henover gangen
med små oldingeskridt.
Jeg sat tilbake og så på hans ryg som gled mere og mere
bort og syntes å lute mere og mere sammen. Jeg vet ikke hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
