Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fiskerjænten
37
Men med mørkningen vænder ofte vore tanker. Hun
sat tæt ovenfor vejen mellem trærne; hun kunde se, men
ikke sees. Da det hadde varet en stund, og han ikke
kom, vilde motstridende følelser lue op; snart i harm.
snart i angst lyttet hun; hvær som kom, hørte hun
længe før hun så, men det var aldrig ham. Fugler som
byttet sæte i halvsøvne mellem bladene, kunde
skræmme henne, så spænt som hun sat; hvær lyd fra byen,
hvært rop drog heime til sig. Et stort skib hejste anker
under opsang, det vilde varpe utover i natten for at
få godt av den første morgenbris. Kunde hun følge
med på storsjøen, hun længtes! Opsangen blev hennes
egen, de klingende tak i spillet gav løftekraft, hvortil,
hvorhen? — Da stod den lyse hat på vejen like foran
henne, hun sprang op, og uten videre løp hun, og
under løpet husket hun at hun ikke burde ha løpet; det
var fejl i fejl, derfor blev hun stående. Da han trådte
til, hvor hun stod mellem trærne, stod hun og åndet,
så han hørte hvært drag, og den samme magt som hun
den forrige gang i sin frejdighed hadde hat over ham,
øvde hun idag i sin frygt; han så meget unselig, ja
forvirret ut, og hvisket: »Vær ikke bange!«
Men hun skalv, det så han. Da vilde han gi henne
tillid ved fast at ta hennes hånd, men ved den første
kjænsel av hans hånd sprang hun op som brænt av ild
.. og avsted på ny .. mens han blev stående.
Hun løp ikke langt, hun hadde ikke mere vejr, det
jog, brænte i hennes tinninger, hennes bryst vilde
springe, hun trykte hænderne imot — og lyttet. Hun hørte
gang i græsset, knækk i løvet, han kom, og like imot,
han så henne? .. nej, han så ikke! .. jo, han så! .. nej,
han gik forbi! Hun var ikke rædd, det var ikke
derfor; men hun var i oprør, og da hun følte sig sikker,
tapte hun også kræfterne med spænningen, hun segnet
om i utmattelse og tomhed.
Om længe rejste hun sig og gik langsomt nedover,
stanste og gik, som hadde hun intet mål. Da hun atter
nådde vejen, sat han der og væntet tålmodig, han rejste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
