Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - IV. Filosofien i Norge - 9. Kritikere og videnskapsmænd som talsmænd for den nye tænkemaate. Ernst Sars og Nyt Tidsskrift
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1918. No. i.
filosofien i norden.
267
skrift præsenterer sig nærmest som en tankefuld fantasi over det arbeide
som sjælen fuldfører under strævet med et mangfoldig emne. Med sin
metode, som lar opgaven ligge i at fastsætte forholdet mellem givne
størrelser (konstanter og variabler), er Mejdell i overensstemmelse med
positivismen, som jo alene sigtet paa at beskrive iagttagne lover og maalelige
størrelser. I en anmeldelse av dette arbeide (Dagbladet 1879) uttaler Lyng
at Mejdell var førstemand til at indføre i vor litteratur den moderne
mekanistiske retning i opfatningen av tankelivet, og Lyng erkjender at den
kan ka en rolle at spille. Mejdell blev imidlertid ikke videre paaagtet, og
han skulde vente en god stund paa eftermænd.
Det omraade der kravet paa en reform i læremaaten maatte
paatrænge sig mest umiddelbart, var psykologien. Her maatte medicinerne
mest naturlig føie kaldet til at skaffe hjælp mot vanstellet. Og de mest
fornuftige bidrag til oplysningen kom da ogsaa ved leilighet fra det hold.
Eksempelvis fortjener at omtales en oversigt av G. Armauer Hansen,
som i 1880 i »Naturen« offentliggjorde en række artikler: Vore fem sanser.
Paa ett punkt eier Norge ogsaa fra hin tid noget som lar sig nævne med
hæder som en paralelvirksomhet til det real filosofiske promblemarbeide i
den videnskabelige utenverden. Det er den naturfilosofiske daad av
professor i matematik C. A. Bjerknes. I flere avhandlinger har han lagt
frem for sine landsmænd det syn han hadde paa et naturproblem med
ikke ringe filosofisk bærevidde. I 1877 kom ut i Videnskapsselskapets
Forhandlinger et arbeide: Om den Newtonske naturopfatning og navnlig
hans forhold til spørsmaalet om en fjernvirknings eksistens. Det blir her
diskutert om det maa regnes med noget saadant som fjernvirkning, eller
om enhver kraftydning har tryk eller støt til forutsætning. Bjerknes er, i
overensstemmelse delvis med Descartes, med Euler og andre fysikere i
nyere tid, for sidste hypotese. Han slaar træffende fast, at paa forhaand
kan saken like litt bli avgjort gjennem metafysiske betragtninger som ved
umiddelbar dom av vore sanser. Det standpunkt han selv tar, kan han
støtte paa egne studier inden hydrodynamikken (paavisning av analogi
mellem bevægelser i væsker og elektromagnetiske foreteelser). Sine
tanker om samme emne og tilliggende emner har han ogsaa fremstillet i
almenfattelig form i en række artikler i Nyt norsk tidsskrift iste og
følgende bind: Om vore naturanskuelser og deres ufuldstændighet; fremdeles
i »Naturen« 1879. I sammenhæng med spørsmaalet om fjernvirkning og
tomrummet blir det almindelige problem drøftet om kræfternes natur og
væsen, og forf. øiner et endnu større problem bak: Det om friheten, om
viljens evne til at gripe ind i kræfternes spil. Man kunde med grund
vaage den paastand, at disse studier av Bjerknes paa naturopfatningens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
