Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I 12 HENDES YDRE FREMTRÆDEN
stal fra Barndomshjemmet, den, hun som lille
bar saa stor Respekt for, at hun troede, det var
den, der var foreviget udenpaa Almanakken, indtil
hun oplystes om, at det var Rundetaarn — tog
sig helt prægtig ud i disse Omgivelser, hvor den
eneste Vægprydelse var et lille Portræt af
Broderen, Adolf Fibiger, tegnet med Blyant af
Vilh. Marstrand.
Det var, som om der ikke existerede Andre
for hende end den, hun sad og talte med. Maaske
var det derfor, hun virkede saa bedaarende paa
den Unge, der var uvant med sligt. Hun havde
Øre for alt, hvad man havde at sige, ikke paa
den overlegne, nedladende Maade, hvorpaa Ældre
tit forholder sig overfor Ungdommen, og som er
saa krænkende og æggende. Hendes Stemmes
bløde, dæmpede Tonefald, hendes sagte,
hjertelige Latter gød et eget Fortrolighedens Skær
over Ordene. Et Besøg hos Tante Ilia, en
Samtale med hende, opfyldte Tanken længe efter
og nedlagde mangt og meget i det unge Sind,
som aldrig glemtes.
Hun var af Naturen faamælt, men naar hun
talte, flød Ordet hende let fra Tungen, og hun
havde det rette Udtryk til Rede for Tanken.
Talte hun sig en sjælden Gang varm og heftig,
blev Stemmen lavere, og den tilbagetrængte
Lidenskabelighed, som dirrede igennem den, gav
Ordene en egen Pathos. Men sædvanligvis var
der over hendes Tale, som over hendes Væsen,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
