Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DA VI RYDDEDE SKOVEN 167
at Konstablen, der bragte Kardætsken, løb et stort Stykke
uden om den saarede, gik alt til, som om det kunde have
været paa Eksercerpladsen.
VIL
Den, der har været med i en Fægtning, kender sikkert
den besynderlige, og om ikke ganske logiske, saa dog stærke
Følelse af Modbydelighed, som enhyer har for at komme hen
i Nærheden af det Sted, hvor der ligger en død eller saaret.
Denne Følelse greb ogsaa mine Folk, da de skulde løfte Ve-
lentschuk og bære ham hen til Sygevognen, som kom kø-
rende. De stod og saa paa ham uden at tage fat. Saa gik
Shdanov endelig hen til Staklen, tog ham til Trods .for hans
ynkelige Stønnen ind undér Armene og begyndte at løfte ham.
Naa, hvad staar I og glor efter! Hvor længe skal det vare!«
raabte han barsk til de andre, og i samme Nu var Velentsehuk
omgivet af en halv Snes af Kammeraterne, altsaa mange flere,
end der kunde tage fat. Men næppe var de kommen et Par
Skridt afsted med ham, førend han begyndte at vride sig af
Smerte og skrige op i vilden Sky,
»Naa, lig ikke der og skrig som en anskudt Hare,« sagde
Antonov, idet han holdt igen i hans ene Ben. »Hold op med
den Vrælen, ellers. smider vi dig!«
Saa tav Velentschuk, og kun nu og da stønnede han
sagte: »Aa, jeg dør, jeg dør, jeg dør! ..…. Aa, aah! Hjælp
mig . . . Hjælp!«
Da de havde faaet ham lagt i Vognen, holdt han ogsaa
op at stønne, og jeg hørte ham sige Farvel til Kammeraterne
med sagte, men tydelig Stemme.
Synet af hans Lidelser angreb mig saa stærkt, at jeg
skyndte mig hen til mine Kanoner og befalede, at man hur-
tigst muligt skulde køre ham bort. Men lidt efter fik jeg
Bud om, at Velentschuk gerne vilde tale et Par Ord med
mig, og jeg gik saa atter hen til ham.
Han laa udstrakt paa Bunden af Vognen og hagede sig
krampagtigt fast til dens Sider med begge Hænder. Hans
runde brede Ansigt var i faa Øjeblikke bleven ganske ind-
faldent og mindst et Par Aar ældre. Læberne var krampagtigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
