- Project Runeberg -  En anarkists erindringer /
311

(1900) [MARC] Author: Petr Kropotkin Translator: Emmy Drachmann With: Georg Brandes
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

311

Ting iblandt alle Omgivelserne, der forandrede Udseende,
undertiden skinnede det som det reneste Guld i Solens
Straaler, til andre Tider var det ganske graat under den skyede
Himmel.

Paa disse Spasereture saa’ jeg undertiden Guvernørens
Datter, en ung Pige paa atten Aar; naar hun havde været
inde i Faderens Værelse, kunde hun ikke komme anden Vej
ud end ved at gaa et Par Skridt langs med Fangegaarden.
Hun gik altid meget hurtigt og med nedslagne Øjne, som 0111
hun skammede sig over at være en Fangevogters Datter.
Hendes Broder, en ung Kadet, som ogsaa kom et Par Gange
igennem Gaarden, saa’ derimod lige paa mig, og det med et
saa umiskendeligt sympathisk Blik, at jeg blev slaaet deraf.
Fire eller fem Aar senere — han var da allerede Officer
blev han forvist til Sibirien. Han havde sluttet sig til det
revolutionære Parti og besørgede, saa vidt jeg véd, Breve til
og fra Fangerne i Fæstningen.

Vinteren i St. Petersborg er trist og mørk nok for dem,
der kan færdes i de lyse, menneskefyldte Gader; i min Kasematte
var den mere end trist, og dog var Fugtigheden værre end
Mørket. For at fordrive Fugtigheden greb man til den Udvej
at ophede Cellen saaledes, at jeg næsten ikke kunde aande,
og da man til syvende og sidst rettede sig efter mit Ønske
og holdt Temperaturen lavere, dryppede Vandet ligefreln ned
ad Ydermuren, og Tapetpapiret var saa vaadt, at man kunde
vride det; Følgen var, at jeg led meget af Gigt.

Men til Trods for alt vedblev jeg at holde Humøret
oppe og skrev og tegnede Kort, endogsaa efter at Lampen var
bragt ind. Jeg havde faaet fat i et Glasskaar, med det
spidsede jeg en Blyant, jeg havde stukket til Side. Hver Dag
spaserede jeg mine syv Verst og gjorde gymnastiske Øvelser
med Stolen, og saaledes gik Tiden helt godt. Men saa kom
Sorgen snigendo ind i min Celle og var tilsidst ved at tynge
mig til Jorden.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sat Dec 9 22:25:44 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/enanarkist/0327.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free