Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVIII. De sidste sørgelige Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
De sidste sørgelige Minder. 187
Ak, Kjære, sagde hun, idet hun saae paa
mig med et Blik fuldt af den ømmeste Deltagelse:
— Det er saa langt fra, at man skulde have ven-
tet det, at jeg endnu slet ikke kan forstaa det. For
en gammel Kone som mig var det paa Tiden, at
de gamle Ben kom til Ro, og hvad har jeg ikke
imens maattet opleve: den gamle naadige Herre,
Deres Bedstefa’er, Gud være hans Sjæl naadig.
Fyrst Nikolai Michåjlovitseh, to Brødre, Søster
Annuschka — alle dem har jeg fulgt til Jorden,
og nu skulde jeg syndige Sjæl ogsaa overleve
hende! Ske Hans hellige Vilje! Han tog hende
til sig, fordi hun var værdig til det; det er just
de Gode, Han behøver der.
Denne enfoldige Tanke slog mig og gjorde mig
saa godt, at jeg uvilkaarlig rykkede nærmere til
Nathalie Såvischna. Hun lagde Hænderne overkors
paa Brystet, saae opad, og de indfaldne, fugtige
Øjne bare Vidne om en dyb og inderlig Sorg.
Hun haabede fast paa, at Gud kun for en kort
Stund havde skilt hende fra den, der i saa mange
Aar havde været Gjenstanden for al hendes Kjær-
lighed. — Ja, Kjære, hvem skulde tro, det var saa
længe siden, at hun endnu laa i Svøbet, at jeg
bar hende paa mine Arme, og hun kaldte mig
Nåscha ... Som lille Pige kunde hun tidt komme
løbende hen til mig, slaa de smaa Arme om min
Hals, kysse mig og sige: „Min egen Nåscha, o. Du
dejlige Pige, mit eget lille Hønseben!" Saa spa-
sede jeg og sagde: Nej, lille Mo’er, I holder slet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
