Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Barndom - XXVIII. De sidste sørgelige Minder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
186 Barndom og Drenge^ar.
som hun havde lagt over Hovedet for at holde
Fluerne borte, rettede paa Kappen og satte sig
paa Kanten af Sengen.
Da det ofte før var hændt, at jeg om Efter-
middagen var kommen ind i hendes Værelse for at
sove, gættede hun snart Grunden til mit Besøg og
sagde, idet hun rejste sig:
— Naa? Min lille Ven er nok kommen for at
hvile sig lidt? Læg De Dem kun.
— Hvad tænker De paa, Nathalie Såvischna?
sagde jeg, idet jeg holdt hende tilbage med Haan-
den; — det er slet ikke det, jeg kom for.... jeg
vilde bare .... De er saamænd træt nok; læg De
Dem heller selv.
— Nei, Kjære, jeg har allerede sovet ud, sagde
hun, medens jeg vidste, at hun ikke havde faaet
Søvn i tre Døgn: -— Man har andet at tænke paa
nu end paa at sove, tilføiede hun med et dybt
Suk.
Jeg vilde gjerne tale med Nathalie Såvischna
om vor Ulykke; jeg kjendte hendes store Hengiven-
hed for os og ventede at finde Lettelse ved at
dele min Kummer med hende.
— Nathalie Såvischna, sagde jeg efter en lille
Pause, idet jeg satte mig paa Sengen: — havde
De ventet det?
Den gamle Kone saae tvivlraadigt og spørgende
paa mig, lige som hun ikke havde forstaaet, hvad
jeg mente med dette Spørgsmaal.
— Hvem skulde have ventet det? gjentog jeg.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
